Strynø

I det sydfynske øhav.

Faktaboks om Strynø

Strynø er en ø beliggende syd for Tåsinge melllem Langeland og Ærø i Langeland Kommune. Før 2007 lå den i Rudkøbing Kommune. Øen dækker et areal på 4,88 km² og har ca. 200 indbyggere. Der er færgeforbindelse fra Rudkøbing.

Øen har en skole, en børnehave, en kirke, en købmand, en kro og to pensionater.

Strynø Skole fra 1905 har elever fra børnehaveklasse til og med 4. klasse. Herefter skal børnene i skole i Rudkøbing. 1998 blev skolen fredet, og den gennemgik i 2014 en større renovering som nu udgør Strynø Skole og Kulturhus. Det er den eneste af de 5 danske landsbyskoler, der i 1998 blev fredet, som stadig er en fungerende skole.

Strynø Havn blev renoveret og udbygget til dobbelt størrelse med midler fra A.P. Møllers Fond i 2009. I servicebygningen er der adgang til bad og toilet samt et køkken med vask og kogeplader. Der er endvidere sejlerstue, legeplads og grillpladser.

Strynø Kalv er en privatejet ø vest for Strynø. Arealet af øen er ca. 45 ha. En del af Strynø Kalv er fredet for bevaringen af klokkefrøer. Øen kan besøges i egen båd eller med hjælp fra Øhavets Smakkecenter på Strynø. En cementmole som indtil midt i 1960’erne blev brugt til udskibning af landbrugsvarer fra øens landbrugsejendomme er eneste anløbsbro. I dag ligger store dele af øen hen i naturtilstand, med nogen husdyrgræsning.

Seværdigheder

Strynø Kirke fra 1867, men våbenhuset stammer fra den oprindelige kirke fra 1589. Strynø Kirke er opført i 1867 af baroniet Lehn ved arkitekterne Vilhelm Dahlerup og Ove Petersen og består af kirkeskib med tresidet afsluttet kor og vesttårn med forhal. Kirken er bygget på grunden og af resterne af den gamle kirke fra 1500-tallet. Våbenhuset er eneste bevarede levn af den gamle kirkebygning. Altertavlen, der er malet i 1881 af marinemaleren J.E.C. Rasmussen, Ærø, forestiller Jesu forklarelse på bjerget. Døbefonten af sandsten er fra 1936, mens prædikestolen er fra 1618 (Renæssancen). I kirken hænger tre kirkeskibe: "Trefoldigheden" fra 1790, "Strynø" fra 1869 og "Nielsens Minde" fra 1880. Med sine 280 siddepladser er kirken meget rummelig. Kirkegårdens gravsteder er, som på andre sydfynske småøer, meget små - de såkaldte "ø-gravsteder".

Øhavets Smakkecenter befinder sig på Strynø og har en natur/kulturhistorisk udstilling og udlejer smakkejoller. Her udstilles desuden joller, pramme og andre mindre både, der har været brugt i det Sydfynske Øhav. Udstillingen har eksisteret siden 1993, og museet samarbejder med Langelands Museum. Udstillingens omdrejningspunkt er sejladsen mellem de mange øer i området.

Strynø Mølle blev taget i brug i 1835 og blev oprindeligt brugt til at male mel med. Oprindeligt var møllen stråtækt, men blev senere udskiftet med tjærepap. Ligeledes var den oprindelige mølle ikke udført med krøjetøj (vendeværk) og selvsvikning (indretning med vægtbelastede klapper på vingerne til at regulere vindpresset og opnå en ensartet gang). Under stormfloden 1872 og igen i 1904 blev Møllegården sat under vand og gården blev flyttet til Møllevejen.

Majtræet, der er øens majstang, rejses hvert år pinsedag ved en mindre festlighed efter en tradition, som rækker tilbage til 1868, hvor Strynø Majtræsforening blev stiftet. Omkring århundredeskiftet valgte strynboerne en jordgravet sokkel, hvortil majtræet blev boltet fast. Når majtræet tages ned sker det om mandagen to uger før det skal rejses igen. Majtræsforeningen er vært ved festen, og byder på en forfriskning til alle, og "pudsningen" af majtræet udbydes til den lavest bydende. Aftenen før selve majtræsfesten samles majtræsforeningens bestyrelse med koner til binding af kranse og topbuket. Rejsningen af majtræet foregik om søndagen indtil engang i 1970'erne, hvor det blev forlagt til om lørdagen.

Kilde Wikipedia

Livet på Strynø, dengang i nittentyverne

Achton Friis beskriver hvorledes de ankom til Strynø. Grevebroen som lå på østsiden var anløbsbroen for den damper som sejlede mellem Marstal og Strynø. Strynø hørte i sin tid under grevskabet Langeland, deraf navnet på broen.
Acthon Friis beskriver, at man tydeligt kan se, at man nu befinder sig i den østlige del af øhavet, da man er langt borte fra de yppige former øerne i den vestlige del af øhavet udgør, Achton Friis betegner øerne i den vestlige del som “svulmende bryster” der rager op af det dybe hav.
Indkvarteringen på det tidspunkt fandt sted under private former , da øens afholdshotel var ophørt. Værten var en kone der umiddelbart var mistroisk , men de vandt hurtigt hendes tillid og de blev opvartet på glimrende vis.
Det fremgår af beskrivelsen, at der også var telefonarbejdere indlogeret på stedet i ny og næ, det vidner om, at telefonen også var ved at vinde indpas på en ø som Strynø.
Achton Friis var meget optaget af hvor i verden folk havde rødder, hvilken race man udsprang fra. Værten selv så pæredansk ud, hvorimod værtens mor, som var afbilledet, syntes at være af fremmed herkomst, måske slavisk.
I bogen stifter man bekendtskab med øens gamle førstelærer Hr. P. G. Jeppesen. Denne havde under sit mangeårige virke samlet et righoldigt materiale til belysning af forholdet på øen i begyndelsen af attenhundredetallet - dette fordyber Achton Friis sig meget i.
Det vil føre for vidt her, at gå i detaljer med disse beskrivelser, dog skal det nævnes at beboerne på øen i denne periode levede under ekstremt nøjsomme vilkår, fattigdom og elendighed huserede på en ø, der dengang ikke kendte til frugttræer, kartofler eller andre grøntsager.
Senere i århundredet opstod myten om at Strynø blev udgjort af sømænd - en sømandsbefokning, men dette er ikke rigtigt. Mange tog ganske vist på søen et års tid eller to, men så snart den unge mand blev giftefærdig ombyttes skibsrattet med den fædrene plov. De danske søfolk er på et par undtagelser nær - Thurø skipperby og Marstal - knyttet til købstæderne og havnebyerne.*1)
*1) Der syntes at være en uoverensstemmelse mellem Achton Friis og øens befolkning, angående spørgsmålet om søfart - jeg tror at denne uoverensstemmelse falder ud til strynboernes retmæssige fordel, se herunder hvad der berettes:

Strynøs befolkning var fortrolig med havet og søfart har til alle tider spillet en rolle. I renæssancen var et par skuder hjemmehørende på øen. Beboerne byggede også selv fartøjer - åbne både til sejlads med fragt og passagerer. I løbet af 1800-tallet voksede befolkningen og landbruget kunne ikke ernære flere. Al jord var i brug. Fra 490 beboere i 1801 voksede tallet til 750 i 1901. Det blev søfarten som gav den øgede befolkning noget at leve af. Skibsfarten blomstrede op i byer som Marstal, Svendborg og Rudkøbing og der blev brug for søfolk. Unge strynboer kunne let få hyre i søfartsbyerne og de tjente sig op i graderne, startede som skibsdrenge eller jungmænd og blev matroser og en del styrmænd og skibsførere. I en periode var det så almindeligt, at der var strynboer om bord i sejlskibene, at det hed sig at man ikke skulle have flere strynboer om bord end skibet havde master. De unge kom også til orlogs og de tog hyre med udenlandske skibe på langfart til Amerika og Østen. Søfolkene havde en større horisont end landmændene og det gav øen et særpræg. De boede i små huse med en smule havejord og det var konen som i hverdagen stod for børneopdragelse og husholdning. Til jul, når far kom hjem, var der glæde og forventning - tit hav de han dejlige gaver med fra det fremmede. I årene 1875 til 1920 havde Strynø en halv snes skibe. Det var skibsførere og skippere, som selv erhvervede et fartøj og sejlede i fragtfart. De fleste af disse fartøjer var dæksbåde, galeaser og skonnerter. Nogle af dem lå i fast fragtfart til Svendborg og Rudkøbing, andre sejlede i fri fart indenrigs eller i Nord- og Østersøfart. De fleste skibe blev solgt omkring første verdenskrig og derefter var kun nogle fragtbåde, såkaldte paketter, hjemmehørende på Strynø. Også sejlskibsfarten ophørte og ungdommen måtte søge udenøs for at finde arbejde. Befolkningstallet faldt.

Kilde: Rudkøbing Museum

Strynø by

Det berettes at Strynø by ved første øjekast udgør et bedrøveligt indtryk. De gamle huse og gårde ser alle kummerlige og forfaldne ud, dette tilskrives blandt andet den udtrykte fattigdom der herskede i attenhundredetallet. De nye huse som er opført - falder ikke i god jord hos forfatterens national romantiske anskuelse, hvorimod den nye skole roses til skyerne. Det berettes *“at det er et smukt træk hos folket, dette, at skolerne og alderdomshjemmene så hyppigt er de dominerende “pragtbygninger”, det, hvorpå man ofre en stor del af sin overskydende kraft”*
Toreadoren
En ung mand som har tilbragt hele sin tilværelse på Strynø, kaldes Toreadoren. Toreadoren fremstod som en type, der ikke var set før blandt landalmuen. Toreadoren fremstod som en storstadstype, hentet til dennes yderste periferi.
Hvert år når øens hundrede kreaturer skulle føres i både til græsning på de mindre holme omkring øen, havde den unge mand særlige egenskaber og var derfor selvskrevet til at tage sig af de mange tyre, som under disse transporter ofte blev olme og balstyrige.
Der blev fortalt adskillige historier om den unge mands mod og formåen, når det drejede sig om at bringe olme tyre til ro - deraf navnet Toreadoren.
Majtræet og fester
Skikken og traditionen omkring majtræet ved pinsen var på det tidspunkt dybt forankret i folkesjælen på Strynø. Det at stævnes omkring den rejste majstang, den rejste flagstang, til fest visse gange om året, var noget særligt.
Ved bryllupper var næsten alle huse og gårde mennesketomme og forladte, alt hvad der kunne gå og kravle var til gilde. Dengang som nu - i skrivende stund, her hundrede år efter, var fællesskabet et vigtigt nav i det hjul som er omdrejningspunkt for øens eksistens.

Mine indtryk og oplevelser af Strynø,

i ord og billeder

Første tur med mit nye tagtelt

Mine første besøg i min lange ø-odyssé , gik til Hjortø og Bjørnø - det var før jeg fik mit tagtelt leveret.

Men nu skulle det være, meget kraftig blæst, slud, hagl og regn kunne ikke holde drengerøven i mig, tilbage - jeg måtte afsted.

Ved ankomsten til havnen i Rudkøbing, på Langeland, var jeg måske ved at få kolde fødder da jeg parkerede på en af banerne til færgen. Der var store bølger på vandet. Solens stråler på det oprørte vand blev reflekteret på en måde så vandet nærmest så grønt ud og ikke blåt.

Turen med færgen viste sig, at blive rigtig behagelig. Færgen virkede meget sødygtig i de krappe søer, så der blev tid til at falde i snak med en af øens beboere. Hun ville gerne vide hvad mit ærinde på Strynø var - og så kom hele sangen, med tagtelt, Achton Friis, Johannes Larsen og denne hjemmeside.

Det viste sig, at hun boede i den ejendom som tidligere havde huset øens afholdshotel, det hotel som Achton Friis og Johannes Larsen havde planlagt at skulle bo på, men som var lukket, der i 1921, men siden genopstået igen, i følge den venlige passagerer.

Jeg havde fået en god aftale med Smakke- og Naturcenteret som ligger et stenkast fra havnen, et center som absolut er værd at besøge, skulle jeg i øvrigt hilse at sige. På centeret fik jeg anvist en plads hvor jeg sådan nogenlunde kunne finde læ for den “pelikanagtige” blæst som kom ind fra vest.

Og så skulle tagteltet for første gang slås op. I det virkelige liv. Jeg havde jo kun prøvet det en gang hjemme ved garagen, hvor jeg fik hjælp af min gode genbo, men nu var det alvor.

Nu her bagefter tænker jeg, at det må have været et syn for guder - en glad mand, småsyngende og dansende, fjolle rundt og fremkomme med glædesudbrud, udbrud hvori ord som fedt, kanon og super ofte indgik.

Så nu kan øerne og verden bare komme an.

Stranden

På stranden nede ved havnen er der fine faciliteter for de sejlere som kommer til øen, særligt bemærkede jeg at der var opstillet en sauna, som jeg antog måtte være lukket i denne blæst og kulde, men nej, pludselig væltede det ud med unger i badekåbe, unger som småløb ud til badebroens trappe for under livlig hvinen og latter at hoppe i det kolde vand - livgivende for ungerne og livsbekræftende for mig.

Stranden på Strynø er nærmest ikke eksisterende. I hvert fald ikke hvis man forbinder en strand med sand og vandreture. Mange steder er der store sten langs kysten, sten som medvirker til at bevarer kysten, en kyst hvor markerne mange steder går næsten helt ud til vandkanten.

Har man en drøm om at gå Strynø rundt, må man være forberedt på, at det ikke er så lige til - i hvert fald er fodtøj i form af et par gummistøvler anbefalelsesværdigt.

Bebyggelse

Det er bemærkelsesværdigt så velholdt husene er på Strynø. Når man kommer fra færgen kommer man forbi øens ældreboliger på Maltoften, hvorefter Strynø by med dens idyl toner frem i fuld flor. Gadekær, kirke, præstegård, skole, kro og mejeri for blot at fremhæve nogle få.

Vejene uden for selve byen er kendetegnet ved at være snorlige - ingen sving eller krumninger, ingen bakker der kan få sveden til at springe. Datidens sogneråd må formentlig kun have haft en lineal i skuffen da øens infrastruktur skulle planlægges.

De fleste af vejene ender ved kysten, så man bliver hele tiden mindet om, at man altså er på en ø.

Mennesker

Under mit besøg var det begrænset hvor mange jeg mødte på grund af det kolde vejr. På mine cykelture rundt på alle vejene mødte jeg dog en del biler og her er der på samme måde som på søen, hilsepligt, når man møder hinanden.

Hos købmanden stødte jeg dog på flere handlende i den velasorterede butik, en butik som i øvrigt ejes og drives af øens beboere og som har en forpagter der blot bliver kaldt Wojtek, en forpagter som i øvrigt er et godt eksempel på en vellykket integration.

I forretningen fremgik det, at man har fremlagt planer for en ny og bæredygtig forretning. Set udefra forekommer det at være en næsten uoverstigelig opgave at finde midler til noget sådan, men lur mig, sammenholdet gør stærk og det skal ikke undre mig - om der om nogle få år fra nu, står en ny og bæredygtig forretning.

Årets Ø

Strynø var den 6. april 2022 blevet kåret til Årets Ø.

Udover Strynø var Fejø og Femø i Smålandsfarvandet blandt de nominerede, men det blev Strynø der trak det længste strå.

Strynø har et helt særligt fællesskab. Et fællesskab som kommer til udtryk omkring skole og kulturhus, vuggestue, børnehave, ældreboliger og købmand - så stort tillykke også fra mig i mit udsyn fra tagteltet.