Askø

I Sålandsfarvandet

Faktaboks om Askø

Askø er en ø i Smålandsfarvandet nord for Lolland. Øen hører til Lolland Kommune.

Askø er en meget flad ø, som ved stormfloderne i 1858 og 1872 blev delvist oversvømmet. En del af øen, herunder den inddæmmede Kirkevig, er sikret med diger mod oversvøming.

Indbyggertallet på Askø har været støt dalende siden 1945, da der boede ca. 238. Nu er der kun ca. 50 tilbage, og skolen blev lukket i 1988 på grund af mangel på elever. De fleste fastboende bor i Askø by på den nordlige del af øen, hvor Askø Kirke ligger. Mod øst findes et sommerhusområde med ca. 220 huse.

Tidligere beskæftigede fiskeri og søfart en stor del af beboerne, men hovederhvervene på Askø er i dag landbrug og frugtavl.

Der findes harer ræve og fasaner på Askø. Mest mangfoldigt er nok fuglelivet, for øen er yngleområde for mange ænder, måger og vadefugle. Ud over naturen er seværdighederne på øen Askø Kirke fra 1200-tallet og Askø Ø-Museum, som er et lokalhistorisk museum.

Askø er forbundet med naboøen Lilleø med en ca. 700 m lang dæmning. I december 2014 fik Askø som den første ø i Danmark fibernet, hvilket øger internetforbindelsen betragteligt. Planen er at flere mindre danske øer skal have hurtigere internet, ligesom der findes i de større byer.

Der er flere overnatningsmuligheder bl.a.

Shelterplads med 2 shelters, Askepot og Lillepot, værelser på Askø Gl. Skole, Askø Mejeri Sommerpensionat hvor man kan overnatte hele året samt Askø Bed & Breakfast hvor man kan overnatte om sommeren

Ved havnen er der en teltplads, og der ligger et moderne havnehus med køkken og opholdsområde. Herudover er der bade- og vaskefaciliteter

Askø har en købmand drevet af frivillige fra øen og sommerhusbeboere.

Der er færgeforbindelse til Askø fra Bandholm på Lolland. Turen tager ca. 25 minutter.

Kilde Wikipedia

Livet på Askø og Lilleø, dengang i nittentyverne

Achton Friis beskriver, at rejsen med Rylen fra Fejø havn til Askø, forløb under en nordvestkuling inden de kunne lægge til ved landingsbroen som ligger i læ af sydøstpynten. Om det har været kulingen og regnvejret der har været den egentlige årsag til at beskrivelserne og tegningerne fra øen, må siges at være yderst sparsomme - er nok det rene gætværk.

Kendsgerningen er den, at beskrivelserne fra Askø og Lilleø kun er på 10 sider inklusive tegninger og vignetter.

Landskabet bliver kaldt trøstesløst og vejrliget gør at de to Achton Friis og Johannes Larsen, må trække deres cykler igennem mudret i deres færden rundt på øen.

Askø havde dengang ikke mindre end 187 indbyggere på den kun 156,2 tønderland store ø. Den store befolkningstæthed, er en af forklaringerne på hvorfor der var så mange søfolk og fiskere på øen.

Kilden til beretningen fra øen, var som på så mange andre øer, den lokale skolelærer som var et omvandrende opslagsværk, når det gjaldt viden om Askø og Lilleø.

De to øer blev landfast med hinanden dengang der i midten af attenhundredehalvtredserne blev bygget en dæmning mellem de to øer, en dæmning der medførte at Askø lagde omkring en tredjedel til sin størrelse - det der dengang blev døbt Kirkevigen. Dengang lå det hen som et sumpet og lagunefuldt område, der kun i nogen grad kunne anvendes som græsning.

Ide skaberen til dæmningen, var en lokal beboer som var meget driftig, men han måtte desværre se sit projekt drive ham på fattiggården i en ynkelig tilstand. En ynkelig tilstand som dæmningen også kunne findes i, mange år efter - den kunne dårligt passeres.

På øens 35 beboelsessteder var der kun to gårde der var over 40 tønderland. Det berettes at der var et dusin familier som levede af professionelt fiskeri. Det var helt usædvanlig også efter datidens forhold - det var navnlig ålen der var indtægtskilden, hvad enten det var fangst i ruser eller ved blus på de flade vande omkring øen.

Achton Friis kaster sig også ud i beretninger om den folkesjæl, som fandtes på øen - ord som træge, langsomme i vendingen, påståelige, stridbare og tillige hårde halse blev sat på papiret og historier der understøtter disse udsagn fortælles på manende vis i bogværket

Havet har igennem tiden været en slem nabo for øboerne, øen har af flere omgange været delvis eller helt oversvømmet - 1852, 1855, 1858 og ikke mindst stormfloden i 1872 var en katastrofe. Der berettes ikke om nogle omkomne, men markerne led mangeårig skade som følge af det salte vand.

Øens dyreliv, dengang i nittentyverne, var at sammenligne med livet på så mange andre øer, måger, knortegæs og svaner fandtes i hobetal. Rovdyr fandtes ikke, men harer, muldvarpe, rotter og mus havde gode vilkår. Ved byens gadekær fandtes den grønne frø, klokkefrøen samt den grønbrogede tudse - alle havde de dog indstillet deres kvækken, her i september måned hvor øen blev besøgt.

Kirken bliver også beskrevet i nogle få blandede ord - nogle ord handler generelt om kirkens ypperlige stil, bortset fra våbenhuset. Her skrives: “Våbenhuset, som tidligere har været af bindingsværk, er nu desværre erstattet med et grimt monstrum af røde mursten, forsynet med typiske staldvinduer med jernsprosser og en indgangsdør med tremmer som til en retirade. En unødvendig grim tagrende er anbragt under tagskægget og vansirer yderligt den lille bygning”.

Herunder ses Johannes Larsens tegning fra Kirkevigen, den vig som dengang anvendtes til græsning, samt billeder og tegninger fra bogværket:

Vores indtryk og oplevelser af Askø,

i ord og billeder

Æblerov på Askø

Der var efterhånden gået en rum tid siden sidste øbesøg i den så pragtfulde og tørre juni. Hele juli måned og august har til gengæld henledt tankerne på en af vores fædrelandssange: “Du danske sommer jeg elsker dig, til trods for du så ofte har sveget (røvrendt) mig”.

3 minutter

Vi var i god tid da vi ankom til Spodsbjerg færgehavn, på Langeland. Så vi lagde lige turen om forbi den lokale fiskehandler og fik købt fuldstændig friske fladfisk til aftenens menu.

Vores tur til smålandsfarvandet havde vi set frem til længe og vi havde vedtaget at vejret skulle være godt, ud fra filosofien om, at der ikke findes dårlig påklædning, men kun dårligt vejr.

Da vi anløb Tårs på Lolland skulle det gå snapt, hvis vi skulle nå færgen til Askø kl. 10.35 fra Bandholm. Det skulle vise sig at være for optimistisk at nå dette, vi kom tre minutter for sent og da var færgen til Askø allerede godt ude af havnen. Heldigvis sejlede næste færge allerede kl. 13.00 - så der blev god tid til at besøge “Dodekalitten” i Kragenæs, et kunstværk vis navn er græsk og betyder tolv-sten og som du kan se et billede af herunder.

Som et apropos til, at der ikke var så lang tid til næste færgeafgang - falder tankerne hen på den aktuelle debat som på tiden pågår i Lolland kommune. Kommunen har introduceret en plan om delefærger som skal betjene Askø og Femø, set for en udenforstående vil konsekvensen af en sådan beslutning besværliggøre livet på Askø og Femø i en grad som gør at alle alarmklokker må ringe. Hyppige afgange - også på skæve tider, er naturligvis forbundet med betydelige omkostninger, men hvis man mener noget med at det skal være attraktivt at bo på landet og på øerne, koster det.

Sejltur og logi

Sejlturen til Askø blev en ganske god oplevelse. Vejret klarede noget op og vi kunne med stor magelighed tilbringe vores tid på såvel dæk som soldæk. Billetkontrolløren havde bestemt ikke travlt med at tjekke billetter, til gengæld må snakketøjet være træt når dagens dont er overstået - hvis der eksisterer en kvote for hvor mange ord der må bruges om dagen, må han være stødt på denne kvote adskillige gange.

John fik på vogndækket, en snak med en af øens “vinbønder” som havde sin vingård på Lilleø, vi blev inviteret ud for at se denne - mere herom senere.

Vel ankommet til Askø, skulle vi forberede vores første nat på vores odyssé i Smålandsfarvandet. John havde haft kontakt med havnefogeden og fået lov til at slå vores menageri op på havneområdet. Vi fandt en god plads i læ for den friske vind, en plads som udover at have en pragtfuld udsigt udover havnen på Askø også havde adgang til fine faciliteter i form af bad, toilet og køkken.

Vores mountainbikes stod klar, nu skulle vi rundt på alle øens veje og stier for at få et indtryk af øen.

Stranden

Askø er ikke en ø med brede sandstrande, slet ikke. Sten i mange størrelser, kombineret med tang fra det krappe sommervejr, kræver godt fodtøj hvis man skal færdes rundt til fods - de steder hvor det i det hele taget er muligt at gå.

På stranden lå der desværre rigtig mange døde svaner. Fugleinfluenzaen havde gjort sit indtog på egnen og i “Folketidende” kunne man læse om dette og samtidig blive advaret imod at komme for tæt på de afdøde fugle for at undgå spredning af sygdommen.

Bebyggelse

På et enkelt hus nær, fremtræder øens huse ganske velholdte. Et stort sommerhusområde på øens østside bestående af cirka 250 sommerhuse fremstod særdeles vel vedligeholdt og alle de besøgende i sommerhuse udgør utvivlsomt et nyttigt bidrag til driften af øens købmandsbutik, som er blevet drevet og ejet af frivillige siden 2010.

I haven som omgiver købmandsbutikken er der en hyggekrog, hvor flere af øens beboere tilbringer adskillige timer. Det er nok ikke kun sodavand der bliver konfirmeret her. Vi satte os og nød en vand og en kop kaffe, snak med de andre gæster kom hurtigt i gang - vi fornemmede hurtigt et godt fællesskab omend dette fællesskab nok også hviler på en promille, som ikke i alle tilfælde er på nul.

Øens gamle skole, som ophørte i 1988, udgør i sin byggestil den typiske skole, i dag tjener den gamle skole som samlingspunkt for øens borgere, når der er møder og anden aktivitet.

Mad og drikke

Vi var jo på færgen blevet inviteret ud til Lilleø for at se den gårdbutik hvorfra LilleøVin bliver solgt. Vi skulle blot ringe på et af to telefonnumre som var angivet og lave en aftale. Det gjorder vi, vinbonden åbnede sin gårdbutik for os og vi lod os friste - tre flasker skiftede ejer. Vi kunne ganske vist ikke lige have dem i rygsækken, så vinbonden tilbød at levere vinen på havnen, han skulle med færgen kl. 17.40.

Vinbonden fortalte os også om, at en stor del af jorden på Lilleø er udlagt som brakmark og tilsået med vilde blomster - det pinte ham at god landbrugsjord lå ubrugt hen, når der samtidigt mange andre steder i landet er arealer som stadig er i drift, men kun giver et meget lille udbytte.

Vi fik også spurgt ind til de mange rumænere som var på øen. Vinbonden oplyste at der på øerne er en næsten “fast” stab af rumænere og polakker, som år efter år hjælper med plukning af bær og høst af frugt, sæsonen igennem.

Forhåbentligt sikre fagforeningen 3F disse medarbejdere ordnede og gode forhold, vi tror nu, at den vinbonde vi mødte, har styr på dette - ellers vil de samme mennesker vel ikke komme tilbage , år efter år.

Herunder ser du vores billeder fra Askø

Billetkontrol - matrosen havde ikke travlt

Møllen eksistere ikke længere, måske er den på kommedie

Katolsk altertavle - har overlevet reformationen

Detalje fra prædikestolen der er fra 1600- tallet

Kirkens kirkeskib - også kaldet votivskibe

Askø købmandsforretning, drevet af frivillige

Askø købmandshave, bordet vidner om at mange lokale mødes her og drikker mad...

Vinbonden, som vi købte fantastisk god hvidvin ved - det er vinbonden ved rattet

Den kunstige ø ud for Bandholm, er anlagt i forbindelse med at havnen blev udvidet