Livø

I Limfjorden

Faktaboks om Livø

Livø er en ø på ca. 320 hektar med 7 helårsbeboere. Fire af dem arbejder for Naturstyrelsen. Øen er beliggende i Limfjorden og ligger ca. 20 minutters sejlads fra Rønbjerg Havn . Øen er placeret midt imellem Nykøbing Mors, Løgstør, Fjerritslev og Thisted. Nordøst for øen ligger Løgstør Bredning, mens Livø Bredning er farvandet mellem det nordlige Mors, Fur og Himmerland. Øen hører til Vesthimmerlands Kommune.

I dag udnyttes øen efter aftale med Miljøministeriet til undervisnings- og fritidsformål. Siden 1976 har oplysningsforbundet SFOF hvert år afholdt Livøferie. Tre ugers sommerhøjskole med politisk, kulturelt, læringsmæssigt og socialt fokus for folk i alle aldre fra hele landet. En anden årligt tilbagevendende lejr er omkring 200 psykisk udviklingshæmmedes aktivitetsuge i september. Øen er kendt for den årlige Livø Jazzfestival. Hvert år afholdes desuden en karatelejr på Livø med Viborg Karate Skole som vært. På lejren ankommer også udlændinge såsom svenskere, belgiere, polakker og hollændere foruden en hel del danskere.

Byen består i dag stort set af en gade med en købmand og et ganske lille elværk fra 1950 samt byens kro/cafeteria. På Livø kan man også få øens egen øl, som hedder Livøl; den kan fås hos købmanden og på kroen. Der er også kursus-lejrskoleophold med 275 sengepladser. En lille udstilling om Keller-perioden kan ses i et udstillingslokale på Avlsgården.

Lidt om historien

Øen har været beboet siden stenalderen. I en lang periode efter 1157 tilhørte den Vitskøl Kloster. Kapellet blev opført i begyndelsen af 1700-tallet. I 1600-1700-tallet var der to gårde på Livø, der blev drevet af fæstebønder.

I begyndelsen af 1700-tallet skænkede Frederik 4. og dronning Louise et lille kapel til øens beboere. Det var kun 3 meter bredt, men angiveligt overdådigt udsmykket. Det er desværre siden gået tabt.

I 1850 solgte staten øen ved offentlig auktion til Mads Teilbjerg, som erhverver øen med bevilling til værtshushold.

De Kellerske Anstalter overtog i 1911 øen, hvorefter den de næste 50 år blev benyttet som fangeø og befolket af udviklingshæmmede og kriminelle mænd, samt ansatte ved anstalten og deres familier. Den oprindelige lokalbefolkning var beskæftiget ved landbruget, værkstederne, skoven og mejeriet. Birgit Kirkebæk har forsket i og skrevet bøger om de åndssvages vilkår på Livø. I 1971 var øen en kort overgang besat af en række kunstnere, bl.a. Bjørn Nørgaard og Per Kirkeby. Deres forsøg på at drive landbrug mislykkedes på grund af manglende kyndighed, og besættelsen ophørte ved politiets indgriben.

Tirsdag 29. april 1975 kom 204 flygtningebørn fra Vietnam, ledet af journalisten Henning Becker, til Livø. Anstaltens bygninger stod tomme og egnede sig til at indkvartere de vietnamesiske flygtningebørn. Børnene var isoleret på øen i 9 måneder, medens politikere, presse og den danske befolkning forsøgte at tage stilling til, hvad man skulle gøre med dem. Kort tid efter opholdet på øen fik de permanent opholdstilladelse i Danmark.

Kilde Wikipedia

Livet på Livø, dengang i nittentyverne

Achton Friis besøgte Livø i juli måned 1924 og beretter om hvordan øen i 1911 blev solgt til “De Kellerske Aandssvageanstalter".
Øen var dengang i 1911 i en sørgelig forfatning, men den daværende direktion har sikret at der nu, den gang i nittentyverne, herskede en eksemplarisk orden, ligesom det påpeges at agerbruget og skovbruget forvaltes på en mønsterværdig måde.
De anbragte beskrives med datidens ord som alumner (person der modtager sin forsørgelse fra andre) eller elever, af dem var der cirka 100 på anstalten og omkring 60 personer som havde deres udkomme - så som opsynsmænd, køkkenpersonale, funktionærer, land- og skovbrugsmedarbejdere med et tilhørende beskedent mejeri.
Achton Friis skriver:
“Professor Chr. Keller har her sikkert fundet en på mange måder fortrinlig løsning på et af åndsvagforsorgens vanskeligste problemer. Anstalten rummer sådanne individer, som på grund af deres moralske og åndelige defekt falder de almindelige sindssygeanstalter til for meget besvær, og som for deres gentagne forbrydelsers skyld vilde være på bestandig vandring fra den ene straffeanstalt til den anden. Disse folk, forbrydere af enhver art foruden at de er seksuelt perverse, er hyppigst store mandskroppe med en hjerne, der er gået i stå i drengealderen, og uden hæmmende moralsk ballast. De kommer her til at gøre et sundt og nyttigt arbejde i fri luft, er under opdragende påvirkning.”

Bedøm ikke fortiden med nutidens viden

I den litteratur jeg har haft lejlighed til at stifte bekendtskab med, har det fremgået at De Kellerske Åndssvageanstalter rent faktisk var bygget på en ide, som man dengang betragtede som fremsynet og som har dannet skole for tilsvarende institutioner.

Viden og dermed respekten for disse borgere var dengang meget ringe i vores samfund og lokalt blev fangerne på Livø kaldt „De vilde på Livø“.

Men, som det berettes var der jo tale om nogle stakkels bedrøvelige og forhutlede fyre, som hver for sig ikke var i stand til at udgøre nogen fare.

På Sprogø var der en tilsvarende anstalt for unge piger og voksne kvinder, en anstalt for "Moralsk defekte" kvinder.

Naturen

Achton Friis har i sin beretning fra Livø gjort meget ud af fortælle om naturen på øen.

Der er næsten ikke den plante, den fugl og det dyr der ikke bliver nævnt - herunder det hvide dådyr, som også findes på Drejø i det sydfynske øhav.

Resterne af Krumhøjhuset har Johannes Larsen tegnet og jeg har fotograferet stedet (i sort/hvid), du kan se billederne herunder.

Revet var også dengang noget særligt, her var - som i dag, også sæler at se, selv om sælerne dengang var i stærk tilbagegang.

Resterne af Krumhøkerhuset, min mountainbike står midt i huset, 2022

Mine indtryk og oplevelser af Livø,

i ord og billeder

Livø - næstsidste forårsdag i maj

Mit besøg på Livø havde jeg planlagt som en forlængelse af mit besøg på Fur.

Jeg havde valgt Ertebølle Camping som den lokalitet hvor jeg ville overnatte, dels for at besøge gode bekendte, men også for lige at få genopfrisket det der med stenalderen, den såkaldte Ertebøllekultur.

Ertebøllekulturen er betegnelsen for den måde, mennesker levede på i den sydlige del af Skandinavien i perioden 5.400 til 4.000 før vor tidsregning, kaldet Ertebølletid.

Efter at have sovet som en Ertebøllekultursten på Ertebølle Camping gik rejsen videre til Livø, fra Rønbjerg Havn.

Færgen Livø, M/S Svanen sejler rutefart på Livøoverfarten i samarbejde med M/S Bertha-K.

Færgen M/S Berta-K som ikke medbringer biler, er såmænd indregistreret i Fåborg. Jeg havde som altid valgt at medbringe min mountainbike, selv om jeg godt viste, at det er begrænset hvor meget vej og hvor mange stier der er på øen.

Turen rundt på øen foregik på min mountainbike, stierne og vejene var fint markeret og ikke mindst rigtig godt vedligeholdt. Navnlig turen ud til Krumhøkerhuset* var et helt særligt naturseneri, et slaraffenland for folk som kan lide og vandre, men også folk som mig, på mountainbike.

Fra de højeste steder på Livø kan man se alle landskaberne omkring Løgstør Bredning. Mors, Fur, Salling, Himmerland og Thy - en slags visuel magiterning af alt hvad Limfjorden har at byde på.

Der var mange håndværkere på øen, da jeg var der. Vejene var netop blevet belagt med ny asfalt og på avlsgården fra 1875, var brolægningen i den firelængede gård ved at blive nylagt.

På sin vis var det helt surrealistisk, at man skulle se sig for når man færdedes i byen, se efter traktorer, gaffeltrucks og andet kørende materiel.

*Krumhøkerhuset

Øst for øens nordspids var der tidligere landingssted, og her finder man rester af Krumhøkerhuset, en kongelig privilegeret kro med tilhørende landhandel fra midten af 1800-tallet, der betjente forbisejlende søfolk. Kroen kaldtes også ”De søfarendes kro”. I dag er der kun fundamentet, syldstenene, tilbage til at give et indtryk af, hvor beskedne forholdene har været. Huset målte 11 gange 5 meter. Steen Steensens Blicher datter Malvina var et par år krokone i Krumhøkerhuset, mens hendes mand, Rasmus Schade Berg, forpagtede øens teglværk.

Jesper Lynge Bergholdt

Jeg var blevet lidt brødflov og glædede mig over, at øens feriecenter var åbent.
Her mødte jeg et menneske med en udstråling og en pondus, som vil få en hver islandsk idrætsudøver til at genoverveje om han har valgt sit rette metier.
Glimt i øjet, serviceminded og med en tydelig respekt for øens fortid.
Jespers daglige virke og mængden af vidt forskellige arbejdsopgaver her på Livø, vil få enhver lærerbogsforfatter om iværksætteri til at slå syv kors foran sig.
Jeg ville høre om det var muligt at købe en tår kaffe og et stykke franskbrød med ost - ganske almindeligt sort kaffe, uden alle de dikkedarer som det er umuligt at komme uden om på en hel almindelig café på fastlandet..
Det kunne det, ostemaden blev hurtigt tilvirket, hvorimod kaffemaskinen var længere om kaffebrygningen, en brygning der udløste en uset mængde damp og en uhørt mængde snurrende lyde.
Efter at den dampende kaffemaskine havde overstået sit job, kastede jeg mig over ostemaden og kaffen, alt i mens Jesper med få tusind ord fortalte om Livø og sit virke her.

Jesper spurgte hvad der fik mig til, på sådan en dag i maj at komme til Livø.

Spørgsmålet elsker jeg at få, ligesom jeg holder meget af at give svaret da det er sådan en god døråbner for en god samtale. Det med at gå i fodsporene på Acthon Friis og Johanens Larsen . Genfinde og fotografere de steder som de har besøgt, de steder hvor Achton Friis har fotograferet og Johannes Larsen har tegnet.

Min hjemmeside Udsyn fra tagtelt undlader jeg heller ikke at nævne og Jesper han var nysgerrig. ”Hvad har du skrevet om Livø”, spurgte han? Jeg måtte så oplyse, at det jeg har skrevet endnu kun er i kladdeform. Men det holdt ikke Livøs alt mulig mand tilbage, “jeg kan godt læse kladder” replicerede han, så frem med telefonen igen .

I mine kladde havde jeg skrevet lidt om De Kellerske Åndssvageanstalter og det viste sig, at Jesper nærmest var et omvandrende leksikon, han bibragte mig megen viden og mange synspunkter herom - også med link til nutiden, det var interessant, tak.

Jeg bad herefter om, at komme til at afregne.

Jesper tilbød mig, at jeg kunne arbejde for afregningen af ostemaden og den enlige kop kaffe. Timelønnen er godt nok ikke så høj, jeg skulle blot arbejde hele sommeren på øen . Det ville godt nok være den dyreste kop kaffe og ostemad jeg nogensinde havde fået, men heldigvis virkede dankortautomaten, så jeg slap for at arbejde på Livø hele sommeren - selv om det garanteret kunne have været hyggeligt.