Ny rejseform...
En ny rejseform er kommet til - i vores liv. Telt, hytte, combicamp, skib og jolle er blevet suppleret af et tagtelt, som i ny og næ er base for vores ture rundt i det ganske land, herunder ture til de danske færgeforbundne øer.
Vi kan slå lejr overalt - på campingpladser, autocamperpladser, på havnen eller blot et dejligt sted hvor udsigten er vidunderlig og hvor freden kun afbrydes af fuglenes lyde og nærhed og vandets skvulpen i strandkanten.
Mountainbikes, travesko og kamera er vores tro følgesvende på vores ture.
Som fodgænger afholder vi os ofte fra lige at dreje ind på en sti eller markvej, da vi ikke rigtigt ved hvor den ender – på mountainbiken drejer vi blot ind og ser hvor det føre hen, det jo er let og hurtigt at vende om og komme tilbage. Det tilfredsstiller vores nysgerrighed og det giver også kilometer i benene.
Johns Renault Captur
Johns Reanault Captur på papegøjeplader er en herlig og velkørende bil.
Der er god plads til alt hvad man skal bruge, når turen går ud i det fri - den er indrettet med et hjemmesnedkereret modul, som er let at sætte ind og tage ud, af bilens bund.
Modulet er forsynet med en bordplade som let kan trækkes ud, en bordplade hvor der er fastgjort komfur, køletaske, gasflaske og en trådkurv til diverse køkkenting.
Under den udtrækkelige bordplade er der plads til et lille campingbord, hvor benene kan justeres i tilfælde af at terrænet gør det nødvendigt.
Den øvrige plads i bagagerummet giver plads til tøjkufferter og en masse trådkurve - indeholdende alt fra fiskegrej, grill og meget andet.
Sidst, men ikke mindst, er der plads til to rigtig komfortable stole, som er sammenklappelige - og som er helt klar til at tage i mod vores magelige møller, når vi skal sidde og kigge ud over land, himmel og strand.