Hjortø

Midt i det sydfynske øhav.

Faktaboks om Hjortø

Hjortø er en lav, inddiget moræneø i det Sydfynske Øhav mellem Drejø og Tåsinge 13 km sydvest for Svendborg. Øen dækker et areal på 0,90 km², og består af i alt 13 boliger, der fordeler sig med fem gårde og otte huse. Øen har i 2021 kun 5 fastboende, men ca. 10 har fast adresse på øen. I 1911 var befolkningstallet 64, i 1930 sunket til ca. 50. Øen blev i 1970 en del af Svendborg Kommune. Selvom en tredjedel af Hjortøs 90 ha er agerjord, er jorden med støtte fra EU udlagt til brakmarker. Markerne er blevet hegnet, og en landmand fra Fyn sender i sommerhalvåret ungkreaturer til afgræsning af brakmarkerne.

En enkelt ernærer sig ved fiskeri og som afløser på Hjortøboen, med licens til at fiske fra 400 ruser og 12 bundgarn. Føreren af Hjortøboen bor på øen, resten er pensionister. En del af øens huse benyttes som fritidsboliger. Der er kun et firma på øen; det sælger fuglehuse.

De fastboende på øen har en part i Hjortø Forsamlingshus, som de i fællesskab vedligeholder. Forsamlingshuset benyttes ofte af folk udefra til privatfester og lignende. Hvert år i maj vælger øens beboere en ny oldermand, og forhold af fælles betydning aftales.

Kilde Wikipedia

Livet på Hjortø, dengang i nittentyverne

Achton Friis beskriver, at øen netop har fået sit eget mejeri og forsamlingshus og at der efter branden i 1917 blev opført tre nye gårde og en ny bygning, som alle er overordentlig grimme.
Digerne beskrives som virkelig imponerende og at de var i en fortrinlig stand - et dige på cirka 4 km og som er opført af øens befolkning.
En imponerende præstation, men også en præstation der skal ses i lyset af, at der var stormflodskatastrofer både i 1872 og 1874 og at en forhøjelse af diget var helt nødvendigt for at sikre befolkningens liv og eksistens.
Langt det meste af øen var dengang dyrket, bortset fra en smule eng og rørmose på sydvestsiden, der hvor møllen dengang stod.

Hus med fiskeredskaber

Mine indtryk og oplevelser af Hjortø,

i ord og billeder

Sommerdag i marts

Det syntes som om, at solskinsdagene i marts ingen ende vil tage, således også onsdag den 23. marts 2022.

Jeg havde planlagt mit første ø-besøg i den lange odyssé , som mit projekt “Udsyn fra tagtelt” omfatter.

Hjortø blev som nærmest ved en tilfældighed, den ø hvor det hele skulle starte. Den ø som jeg på en fuldstændig vidunderlig morgen skulle sejle ud til, med den lille færge Hjortøboen. En færge hvor der er plads til 20 passagerer og én bil og som sejler fra Svendborg.

Sejlturen ud igennem Svendborg Sund bevidner, at de sydfynske øhav, er noget særligt. Hjortø, Drejø, Skarø og Ærø ligger der i solskinnet og ser så indbydende ud, det tager sig nærmest ud som et postkort fra en svunden tid.

På færgen var der vekslende muligheder for at tilegne sig viden om øerne i det sydfynske øhav, men også ugeblade fra 2019 lå fremme, så man kunne skaffe sig vished om, hvordan Kronprinseparret skulle holde jul den gang i 2019 - alt sammen meget nyttigt.

Som den eneste passager blev velkomsten til Hjortø nærmest et overvældende lydinferno fra uendeligt mange fugle. Ellers ingen andre lyde, kun stilheden - ingen trafikstøj, ingen ting.

Stranden

Hjortø er ikke en ø med brede sandstrande, slet ikke. Sten i mange størrelser, kombineret med tang fra vinterens umage vejr, kræver godt fodtøj og en stadig opmærksomhed på den ujævne strækning man færdes på. Gåturen bliver yderligere langsomgjort af hyppige stop, for at kigge ud over Øhavet, så jeg var fornøjet med at have god tid.

I månederne med “r” i, er det fristende at sanke muslinger til aftensmåltidet, men Hjortø er ikke noget muslingeeldorado, i hvert fald ikke at dømme efter antallet af muslinger der ligger på stranden.

Den vestlige del af Hjortø består fortrinsvis af engstrækninger og rørmose og er fredet fra den 1. marts til den 15. juli. Vuet ud over området er helt enestående, at side på sin dertil indrettede og følge med i det fugleliv der finder sted, er svært at finde ord for.

Bemærkelsesværdigt og værd at lægge mærke til, er de mange stendiger, som sammen med tang er med til at sikre øen mod de storme som hærger Øhavet.

Bebyggelse

På et enkelt hus nær, fremtræder øens huse ganske velholdte. Bindingsværk og stråtag er stort set en saga blot. Den gamle mølle og fiskehuset, som er beskrevet i De Danskes Øer - har fuldstændigt ændret karakter, bortset fra soklen tror jeg ikke der er noget tilbage fra den oprindelige gamle mølle. Fiskehuset blev erstattet af et nyt for adskillige år siden, huset er i dag for lille til opmagasinering af fiskeredskaber, hvorfor det anvendes som øens museum - et museum der redegør for øens slægter de sidste firehundrede år.

Øens gamle skole, som ophørte i 1977, udgør i sin byggestil den typiske gamle skole, solid og med retiradebygning i den mindre sidefløj.

Mad og drikke

Efter de første timers ophold og traven rundt på Hjortø, havde der ophobet sig en vis rumlen i maven, en rumlen der var udtryk for et behov for en solid gammeldags madpakke. Forestil dig at være del af et sceneri med spejlblankt vand, høj sol, rigt fugleliv og så en madpakke, efterfulgt af en tår kaffe - det er livet.

Min rygsæk og min tykke og tynde jakke måtte for en stund affinde sig med at udgøre en hovedpude og liggeunderlag. Jeg skal sent glemme følelsen af at få en lille middagssøvn, i bagende sol, ingen vind og så lyden af alle fuglene.

Mennesker

Under mit besøg så jeg indtil færgeafgang, absolut intet tegn på liv. Ikke at forstå det sådan, at der var tale om kulisse, men ingen vinduer eller døre stod åben nogen steder - det føltes lidt underligt.

Tiden nærmere sig færgeafgang kl. 15.30 og ud af det blå, dukkede hele fem personer op, de to af dem skulle med færgen, de tre andre havde ærinde ved færgen for at hente købmandsvarer og andet. Den ene af de to der skulle med til Svendborg er kommet på øen, siden hun var barn i nittentreserne og den anden havde haft sommerhus på øen siden 2012.

Det var vældigt søde mennesker, som beredvilligt fortalte om hvordan og hvorfor de var blevet afhængige af Hjortø - det kan jeg godt forstå.