Venø

I Limfjorden

Faktaboks om Venø

Venø er en ø beliggende i Limfjorden nord for Struer. Den er cirka 7,5 km lang og 1,5 km bred på det bredeste sted og har et areal på 6,46 km². Farvandene omkring øen er opkaldt efter den – mod vest findes Venø Sund og mod øst Venø Bugt. Venø huser ca. 200 fastboende indbyggere (2022), foruden ca. 96 efterskoleelever på Venø Efterskole. Øen var indtil 1970 en selvstændig kommune. Derefter blev øen en del af Struer Kommune, som den 1. januar 2007 blev til den nye Struer Kommune. Øen har et areal på 641 ha. Det nordligste punkt er Bradser Odde, der også er øens østligste punkt. Længst mod syd ligger Venø Odde, mens det vestligste punkt er Rønknæ. Øens sydligste halvdel er lavtliggende, mens den nordlige halvdel er mere højtliggende med den 26,8 m høje Forstov Bakke som øens højeste punkt.

Der er ingen fast forbindelse til øen, men en færgeforbindelse fra øens sydspids til fastlandet ved Kleppen, få kilometer nord for Struer. Færgeturen til Venø er en af de korteste i Danmark med en overfartstid på kun 2 minutter. Den nye Venø Færgen, som blev sat i drift 1. september 2010, sejler hvert tyvende minut fra kl 7.00 til kl 20.00, derefter hver halve time til midnat. M/F Venøsund II er nu reservefærge. Udrykningskøretøjer har fortrinsret på færgen og når der ringes 1-1-2, bliver færgepersonalet informeret fra alarmcentralen, så færgen kan ligge klar til at sejle ambulancen til Venø uden ventetid. På Venø findes en hjertestarter, som er placeret midt på øen ved kirken. Hjertestarteren hænger ved indgangen til toilettet i kapellet

Venø by ligger cirka fire kilometer nord for færgelejet.

Venø Kirke, bygget omkring 1536, er opført i kløvede kampesten. Kirken består af et udelt langhus og et våbenhus. Samtlige mure er kalket hvide og taget er behængt med røde teglsten. Der er intet tårn. Kirkeklokken fra 1636 er i stedet ophængt i en niche i kirkens vestende.

Børnene fra Venø går i Bremdal Skole i Struer fra 0. til og med 7. klasse. Nogle børn fra Venø bliver kørt i skole af forældrene, der i forvejen kører lige forbi skolen på arbejde, eller de tager med bussen.

Kilde Wikipedia

Livet på Venø, dengang i nittentyverne

Den første del af Achton Friises beretning fra Venø, tager udgangspunkt i Valdemaj Sejs Jordebog. Valdemar Sejr havde sin regeringstid fra 1170 til 1241 og her omtaltes en række af øerne i Limfjorden - dog ikke Gjøl, Øland og Venø hvilket han tilskrev at de var i adlens besiddelse.

I bedste Achton Friis stil omtales øens mængde af nybygninger lidet prangende, han skriver: “Paa de Limfjordsøer, vi hidtil har set, er saa godt som intet levnet af Værdi; og i disse aabne, skovløse Landskaber, hvor intet skjuler de ækle Cementstensbygninger, gør de sig ved deres ækle Farver og pakkasseagtige Form gældende paa uhyre Afstande.”

Kirken på Venø som er Danmarks mindste og som ligger i den sydlige del af den samling boliger der udgør Venø By kan at dømme på sit udseende nævnes med hæder. Kirkens interiør levnes til gengæld ikke mange rosende verber.

Så det har ikke været på grund af Achtion Friis at øen dengang havde en befolkning på ikke mindre end 293 indbyggere, fordelt på 52 beboelser, 8 var bøndergårde, 5 boelsteder (husmandssteder) og resten mindre huse og ejendomme.

Dengang var man i et sådan samfund meget selvforsynende, arbejdet i landbruget var ofte suppleret med lidt fiskeri og haverne var kendetegnet ved at være anvendt som urtehave, eller nyttehave, som det hed dengang.

Øens befolkning

Det øens bygninger manglede i skønhed, blev til gengæld opvejet af dens befolkning. Øens beboere var usædvanligt gæstfrie. En anden ting som blev bemærket var at husmoderens rolle var ligeså central som mandens. Hustruen var ikke blot den der stod i baggrunden og sørgede for at gæsten blev bespist - hun var med hele vejen, deltog i konversationen - så den traditionelle almuelevevis, hvor kvinden mere var tyende, havde trange kår her.

Om dette skyldes at egens befolkning var stærkt præget af Grundtvigianismen kan der nok kun gisnes om, men kendsgerningen er at Acthon Friis åbenbart iagttog en tydelig forskel på livet her i forhold til så mange andre steder.

Den jyske selvsikkerhed nævntes også i beskrivelserne og Achton Friis sætter i mange situatuioner den jyske dialekt i gåseøjne for at læseren kan fornemme sproget - som f.eks.:

„Ja — hon haar s’mænd ett’ anner Fejl end at hon æ Sjællænder!"

eller

„A ska’ hjælp’ Dæ, aa Do ska’ fo æ Pæng’!“ sagde han. „Men A stiller jen Betingels: dersom det Baa’en dær blywwer en Dreng".

Ved stormfloden i 1839, den hvor Thyborøntangen blev gennembrudt, krævede også sine ofre og forandringer på Venø. På øens største gård Nørskov, strømmede vandet ind i laderne og i beboelsen og en ældre kvinde som lå syg i sin seng måtte bjreges op i et hus på bakkerne. Da gårdens længer alle var lerklinede faldt længerne sammen og gården måtte flyttes til den nuværende placering.

Dengang, for omkring hundrede år siden var der omkring et halvt hundrede fiskere på øen, bundgarnsfiskeriet var det hyppigst anvendte, men også ruser blev anvendt når det var blankålen der blev fisket efter. Fiskeriet havde dog ændret sig meget siden gennembrudet ved Thyborøntange, da det salte vand fra Vesterhavet trængte ind i Limfjorden.

Fru Vestergaard fra Nørreris, Venø

Mine indtryk og oplevelser af Venø

Blæsten gik frisk over Limfjordens vande

Onsdag den 17. maj, 2023, gik blæsten særdeles frisk over Limfjordens vande! 10 sekundmeter og i vindstødende op til 14 sekundmeter.

To nætter på Venø lå foran mig, uden min kæreste som havde tusind andre gøremål.

Vejrudsigten så fin ud for torsdagen, så mon ikke nok det skulle blive et par gode dage.

Øens campingplads, lå heldigvis på øens østside, så pladsens træer og beplantninger ydede i nogen grad lidt beskyttelse for den friske blæst.

Udsigten fra min plads, var perfekt. Halvtreds meter fra vandkanten, udsyn til det sydlige Salling, og den en gang så besejlede Limfjord.

Færgen fra Bremdal til Venø, levner ikke plads til de store udskejelser, overfarten tager maksimum 3 minutter, så man skal have et særligt anlæg for at blive søsyg, hvis man når at blive dette på så kort en tur.

På Google, bliver man ofte spurgt om man kender dette eller hint sted. Dette gælder også når man besøger Venø Klit Camping. Jeg skal ikke her redegøre for min bedømmelse - men pladsen ligger pragtfuldt og jeg tror også godt, at jeg med forsigtighed kan sige, at pladsens fastliggere har den egenskab, at de godt ved hvordan øl smager.

Efter en første nat, hvor stormbardunerne tjente sit formål meget vel, vågnede jeg op til næsten vindstille vejr. Blæsten havde ellers natten igennem flere gange afbrudt søvnen, men pyt, torsdag den 18. maj, Kr. Himmelfartsdag var oprindet. Solskin, blid musik på P2 en god kop kaffe og to sprøde og knasende stykker franskbrød - bragte glæden ved forårssolen frem.

Min kusine Birthe og hendes mand Arne, fra Lemvig kanten, skulle komme på besøg til sen formiddagskaffe og gåtur langs stranden inden frokosten, efterfulgt af vandretur rundt på øen, for så at slutte af med med middags på Venø Kro.

Pædagogen

Tagteltet blev endnu engang døråbneren for en snak, med en af øens beboere. Hun kom op på campingpladsen fra stranden, efter en morgenluftningstur med sin hund, en munter engelsk setter , der logrende, kom bærende på en alt for lang gren, som den ikke rigtig kunne tumle . Grenens længde ville helt sikkert umuliggøre en hver passage af et gærder eller havelåge.

Pædagoen var meget nysgerrighed for at se mit tagtelt og det samlede set-up. Hun var nærmest som en åben bog, hun fortalte imellem spørgsmålene om tagtelt, rejseform og reglerne om camping, at hendes kæreste i mange år, har haft en stor stilling, som har krævet meget mere end blot de 37 timer.

Kistebunden hos kæresten er mere end fyldt fik jeg også at vide, salget af en ejendom beliggende på en af Stuers bedste adresser havde også spædet til. Men, der er et men - den helbredsmæssige pris har været høj, alt for høj, fik jeg i en indskudt bemærkning oplyst, alt imens hun tog billeder af mit menageri. 

Kærestens liv havde taget en drejning, livet kræver nu absolut fred og ro - han havde fået et vink med en vognstang om at man ikke skal tage livet for givet og at en væsentlig del af kurren og vejen mod at få det godt igen, er fred og ro - en fred og en ro som den kan findes på Venø.

Pædagogen skulle imidlertid videre, så jeg fik et par anbefalinger om gode gåture, det var tydeligt at hun holdt af øen, sin kæreste og sin firbenede ven.

Besøg og gåture

Min kusine Birthe og hendes mand Arne, fra Lemvigkanten, skulle komme på besøg.

Havde det ikke været for udsigten til dette besøg, var jeg onsdag på nippet til at aflyse min Venøtur på grund af stormen.

Nu her i skrivende stund, er jeg lykkelig for at jeg ikke aflyste min tur. Birthe og Arne er jordens sødeste mennesker, vi fik sen formiddagskaffe efterfulgt af en dejlig gåtur. Herefter frokost med alt godt fra havet og koens yver, for herefter at begive os ud på en noget længere gåtur. Det blev til omkring 15500 skridt på stranden på Venø, altsammen under blå himmel.

At tale med kære og kløgtige pårørende, om det der gør livet værd at leve er måske ikke enhver forundt, men det kan anbefales at samle på nogle "Birthe og Arne" typer, jeg har heldigvis mange af disse i min omgangskreds.

Vi afsluttede dagen, med en middag på Venø Kro, madens kvalitet og stedets betjening, forklarer hvorfor det kan lade sig gøre at drive en kro på en lille ø, i Limfjorden.

Venø set igennem min linse

Min tur rundt på Venø, blev således delt i to transportformer, apostlenes heste sammen med Birthe og Arne og min mountainbike om onsdagen og fredagen. Onsdag var modvinden nærmest som en mur ude i det åbne landskab, så der blev ikke tale om at færdes på den store klinge.

Venø må siges at være særdeles velordnet, et kulturlandskab hvor kun meget lidt er overladt til tilfældighederne. Øens ejendomme fremstod særdels velholdte og ordnet - ingen skrammel og rod omkring husene, det syntes som om at øens befolkning sætter en ære i at deres ø skal fremstå på en sådan måde, at det ikke vil kræve noget som helst ekstra, hvis dronningen skulle finde på at kigge forbi.

Eneste undtagelse fra dette var stuehuset fra det tidligere landbrug, det landbrug hvor der nu er campingplads - stuehuset her var mildest talt kondemneringsmoden .

På Venø er der som på så mange andre øer også boder med lokale fødevarer. Kunsten trives også på Venø, ganske vist var alle boder lukket, ligeså var galleriet - så det vidner om at sæsonen i praksis først starter i løber af juni.

Om de mange fasaner på øen, er en udløber af advokat Cristian Kjærs “herredømme” på Venø (han ejer omkring 40% af jorden) er det rene gætværk. Cristian Kjær har igennem tiderne været vært for mange jagtselskaber, med udgangspunkt i sin landejendom. Disse jagtselskaber blev næret af udsætning af fasaner, som selskabets mænd og kvinder med bøsser (ikke jægere), kunne ramme. Der var så mange fasaner, at lokale spøgefugle talte om at der var “rammegaranti”.

Herunder ser du mine billeder fra Venø