Skarø

Ud for Svendborg, i det sydfynske øhav

Faktaboks om Skarø

Skarø er en ø i det Sydfynske Øhav på ca. 1,97 km². Den har omkring 17 indbyggere og er en del af Svendborg Kommune. Der er færgeforbindelse fra Svendborg og Drejø med M/F Højestene.

I sommerhalvåret besøges øen af mange sejlere, kajakroere og andre turister. Der er overnatningsmuligheder i Skarø Sommerpensionat og på Strandgården, som har telt- og shelterplads samt hytteudlejning. Herudover kan øens forsamlingshus lejes, her er plads til 25 overnattende gæster.

Skarø har haft egen kirkegård og kapel siden år 1900. I 1920'erne fik kapellet status som kirke i Drejø Sogn. Kirken blev genindviet i februar 2015 efter en større renovering.

En bestand af en række sjældne klokkefrøer kan findes på øen og især i forårets lyse nætter er det en oplevelse for sig at begive sig ud i forårsnattens symfoni af frøer. Der er renavl med brune bier. Andre naturressourcer er fx birkesaft og sukkertang, som bruges i is til bl.a Singapore Airlines.

Kilde Wikipedia

Livet på Skarø, dengang i nittentyverne

Achton Friis bemærker at øen har mange tangdiger og nævner stormfloden i 1872. Øen var under Hvidkilde og den sidste ejendom blev først selvejer omkring 1915.

Huse og landbrugsejendomme var her i 1921 stadig fortrinsvis det typiske bindingsværk, men det bemærkes at mange ejendomme var under nedrivning - hvorfor øens bebyggelse var dårligt vedligeholdt, meget faldefærdigt.

Det beskrives, at øens befolkning stadig var meget overtroiske, man turde kun at tro på de underjordiske, som efter sigende skulle bo på en knold på Vesterbjerg - øens højeste punkt på 9,5 meter.

I begyndelse af forrige århundrede gennemgik øen en række forbedringer - møllen kom til allerede i 1881 og den nye landgangsbro, skole og købmandshandel kom i 1908.

Landgangsbroen “Krøyers Bro” blev yderligere udbygget i 1920 efter at havet tog den gamle såkaldte pælebro.

Det var også på det tidpunkt, at øens få udflytterhuse blev opført på den vestlige del af øen.

Befolkningen har til alle tider haft det omkringliggende øhav som en forudsætning for livet på øen.

Der er mange barske beretninger fra øen, når der skulle hentes læge, jordmoder eller præst - mange er omkomne når disse ærinder skulle udrettes

Før øen fik sin kirke i år nittenhundrede, fandt begravelser for det meste sted på Drejø Kirke. Achton Friis er bestemt ikke begejstret for byggestilen i den dengang nye kirke, han kalder den et åndeligt nødtørftshus og stiller spørgsmålet om hvorfor man ikke bare forsøger at efterligne vores gamle landsbykirker.

Afdøde personer måtte ofte vente med begravelsen til vejliget gjorde det muligt, derfor blev kisten af fire karle hængt op under to rundstokke, indtil den kunne bæres til Krøyers Bro og derfra med øjollen “Lykkens Prøve” sejles til Drejø. Øbojollen rummede op til tyve personer.

Øen gennemgik en forandring af øens huse i de første år af forrige århundrede. Bindingsværk og stråtag var den gennemgående byggestil, men øens befolkning så store muligheder i, at rive de gamle bygninger ned og opfører nyt. Nyt der ikke krævede ret meget vedligehold.

Mange bondegårde var opført som såkaldte To og TO-sammenbyggede gårde, hvor der levede to familier - familier som drev de to ejendomme i tæt fællesskab.

Mine indtryk og oplevelser af Skarø

SommerSild hedder stedet

På endnu en solskinsmorgen, klokken 7.30 i Svendborg Havn forbereder jeg mig på endnu en sejltur i min ø-odysse. Færgen Højestene sejler henholdsvis til Skarø og Drejø. Turen til Skarø tager cirka 30 minutter og til Drejø cirka 75 minutter.

På Højestene er det også slut med gammeldags reservationer og billetkontrol, alt ordnes på internettet – ”det må være dig der hedder John” lød det fra den ene af Højestenes besætningsmedlemmer, da jeg kørte ombord. En besætning der ud over selve sejlturen var meget optaget af, at jeg skulle se delfinen Delle, som i snart flere år har forlagt sin residens til Svendborg Sund. Desværre havde den ikke lyst til at vise sig her på denne solbeskinnede morgen, den 27. april 2022.


På færgen mødte jeg to nysgerrige sydfynboere der arbejder for selskabet Svendborg Havn, en smilende fotograf og marketingmedarbejder der har fået i opdrag at kommunikere og markere Højestenes 25 års jubilæum, spændene.

Jeg blev interviewet om mit projekt ”Udsyn fra tagtelt”. Om det bliver publiceret på Svendborg Havns hjemmeside i omtalen af Højestene, står i skrivende stund hen i det uvisse – jeg blev ønsket alt mulig god vind af de to.

Da jeg ankom til Cafe SommerSild, blev jeg mødt af Gitte. Hun var travlt optaget på traktoren, i gang med - og sammen med sin mand, at opfører en ny toiletbygning på Cafe Sommerild

Gittes udstråling skabte et indtryk af, at jeg her stod over for en person med et højt energiniveau, hvilket også var tydeligt afspejlet i nogle meget velholdte bygninger og faciliteter i og omkring hele telt- og shelterområdet.

Værtsparet på Cafe SommerSild har rødder i det jyske, de forvildede sig til Skarø for lidt mere end tyve år siden - det var naturen der slog benene væk under dem, kombineret med, at de her kunne give deres børn en tryg opvækst i pagt med naturens elementer.

Der er nu her i april 2022 bosat sytten personer på Skarø.

Marinaen og Cafe SommerSild er et populært sted i de varme måneder, ligesom Skarøfestivalen i begyndelsen af august trækker mange gæster til øen, gæster der kommer for at opleve mange store og kendte navne inden for et bredt spekter af de fleste musikgenrer.

Rejs dig nu op

Efter ankomsten og mødet med Gitte, stod den på etablering af mit bo, på teltområdet, denne torsdag morgen.

På markerne mellem pladsen og det meget lange rev var der utalligt mange bramgæs, som indimellem, tilsyneladende helt uanfægtet lettede og brød den stilhed som ellers herskede på øen.

Vejret var helt fantastisk og det blev en af de morgener, hvor møllen hænger fast i stolen, en af de morgener hvor det at nyde solen, drikke en kop kaffe, lytte til de lyde som lyder, se en hare der kommer ind over teltpladsen - en morgenstund, man aldrig må tage for givet.

Men denne morgenstund blev mødt af protester fra sadlen på min mountainbike. Det er utroligt, at man skal lade sig forstyrre af en højtråbende sadel på ens mountainbike! Så jeg måtte lette møllen, sidde op og blive offer for en ø, hvor superlativerne stod i kø for at komme til udtryk.

Kirken på Skarø

Kirken på Skarø blev individet søndag den 20. maj år nittenhundrede. Kirken ligger på Vesterbjerg, “langt” uden for byen og tæt på kysten, da ingen i Skarø By, ville afgive jord til kirken, da der var risiko for forurening af byens brønde fra kirkegården; og så var det praktisk for sognepræsten, som var bosat på Drejø. Han skulle blot krydse farvandet mellem de to øer og så blot gå den korte tur op til kirken, for at skikke sit hverv.

Skarø og Singapore

Skarø Is, Iscafe, Bistro, Købmand og Selskaber, dette er hvad skiltet meddeler ved vejen, når man kommer forbi.

Konceptet for Skarø Is er meget enkelt, man tager nogle gode økologiske varer i den ene ende mixer det sammen efter en særlig hemmelig opskrift - og ud i den anden ende kommer der en fuldstændig vidunderlig is, en så vidunderlig en af slagsen, at Singapore Airlines er Skarø Is største kunde.

Da jeg besøgte Skarø Is var der to unge franskmænd tilknyttet Skarø Is, de skulle bistå virksomheden med en eller flere opgaver, hvordan filen at de har fundet Skarø, står stadigt for mig hen i det uvisse - så gode til engelsk så de kunne forklare mig dette, var de to unge franskmænd ikke.

Close Up

Under mit ophold på Skarø, kom jeg for alvor i gang med at bruge min Close-up linse til mit kamera. Afsnittet på denne hjemmeside som hedder Dyr og vækster på de danske øer råber og skriger efterhånden på at få lidt indhold, så nu skal det til at være.

Desværre må jeg konstatere, at det slet ikke er så let at tage disse fotografier, enten er der for meget vind, så planterne bevæger sig for meget, eller også får jeg ikke sat fokuspunktet rigtigt - der er meget i vejen, for det kan i hvert fald ikke tænkes, at det er fotografen der er årsagen.

Man siger, at hvis man bruger ti tusind timer på en ting, bliver man god. Ti tusind timer for eksempel på at spille guitar, så bliver man god til at spille guitar. Jeg kender nogen, eller rettere jeg kendte nogen, som jeg tror har brugt ti tusind timer på at brokke sig, det er ikke til at holde ud ….. nåh, det var vist lidt at et vildspor jeg fik mig bevæget ud på her.

Så ja, ja, jeg skal nok øve mig på de der Close Up fotografier.

Da jeg forlod Skarø efter lidt mere end et døgns ophold, føltes det som om at øen friede til mig, selv om jeg var i daggamle underbukser og havde lidt fedtet hår.

Om jeg siger ja til frieriet er nu nok tvivlsomt, men jeg har i Skarø fundet et sted som absolut er værd at genbesøge og jeg tror ikke at Skarø siger nej til at jeg kommer.

Herunder ser du mine billeder fra Skarø