Endelave

I Kattegat.

Faktaboks om Endelave

Endelave er en 13,2 km² stor moræneø med store marine områder i det sydlige Kattegat. Cirka 1/3 af øen består af skov, hede og overdrev, men øen domineres af opdyrket land primært i syd og vest. Midt på øen ligger det højeste punkt, det 7,8 meter høje Snekkebjerg.

Øen blev i 1970 en del af Horsens Kommune og udgør også Endelave Sogn.

De fleste af de fastboende bor i Endelave by, og på resten af øen er der langt mellem huse og gårde. Et større sommerhusområde ligger på den sydøstlige del af øen ved Lynge Hage.

I 1960 var der endnu 403 indb. på øen, men derefter faldt indbyggertallet på øen hurtigt, og i 1996 var der kun 164. Omkring 2009 har tallet stabiliseret sig til ca. 180. På grund af den lange transporttid er øen truet af affolkning. Der er taget flere initiativer for at stabilisere øens erhvervsgrundlag og folketal som f. eks udbygning af turisterhvervet og bedre kommunal service til de fastboende.

Bilfærgen M/F Endelave sejler dagligt de 60-70 minutter fra Snaptun i Østjylland til Endelave by. Pladsreservering anbefales. 2 km vest for Endelave by ligger flyvepladsen.

Øen er kendt for sine mange vildkaniner. De har flere gange haft myxomatose (kaninpest). Men bestanden, der er udsat af mennesker, lever endnu.

Byen har bevaret sit landsbypræg med et gadekær i den vestlige ende. Der findes stadig gamle bindingsværkshuse og gårde samt skolen fra 1828. I byen findes både kirke, museum, havn, købmand, posthus, skole, bibliotek, kro, café, campingplads, kunsthåndværker, tømrerforretning og en smed.

Endelaves lave bakker er skabt af gletsjere. De nederste lag er afsat for 140.000 år siden under næstsidste istid, derover følger lag fra sidste istid – fra 18.000 år før nu, og øverst ligger lag fra 15.000 år før nu. Agerjorden på Endelave er skabt af disse isfremstød i form af langstrakte bakker med retning sydøst-nordvest, svarende til at isen kom fra sydøst gennem Østersøen og de danske bælter. Efter sidste istid steg øen ca 2 m op af havet. Derfor er øens istidslandskaber omgivet af en bræmme af strandvolde og hævet havbund. Disse lave, flade landskaber er i dag dækket af enge, sumpe, heder og skove, men ingen marker. Størst er Øvre, Flasken, Lynger og Kloben.

Kilde Wikipedia

Livet på Endelave, dengang i nittentyverne

Achton Friis beskriver, at de efter sejladsen fra Tunø, var noget forfrosne og at de derfor gik op og fik en varm romtody på øens kro, en spadseretur på en seks - syv minutter. Broen som forbandt havnen med stranden var hen mod en 1/2 kilometer lang og Achton Friis bemærker, at der var meget fladvandet.
De havde nok forestillet sig, at byen måske ville være lidt kedelig, men her havde de taget grundigt fejl, det var en henrivende gammel by.
Den sortbrogede tudse, brød inde fra kærene den stille nat med sin forårsmusik.
Byen fremstod dengang i det dejlige vejr som et rent ødansk paradis, en by med vældige træer, huse og en præstegård med monumentale bygninger.
Digerne var virkelig imponerende og de var i en fortrinlig stand - et dige på cirka 4 km, som er opført af øens befolkning, en imponerende præstation som skal ses i lyset af stormflodskatastroferne i 1872 og 1874.
Øen var i nittenhundredetyverne meget opdyrket, agerlandet blev kun brudt af en smule hede, eng og rørmose på øens sydvestside, der hvor møllen engang havde stået. På øens nordside var der også rester af hedelandskabet om end agerbruget også her, havde gjort sine indhug.
I beskrivelserne af Endelave, kaster Achton Friis sig ud i en længere redegørelse om hvem øen har tilhørt og om krigen mod englænderne i 1807 - 1814.
Hvordan præsten afværgede et angreb fra englænderne, ved at bilde dem ind at øens befolkning troede at det var svenskerne der ville angribe - en lille plade, som den velærværdige præst tyede til og som lykkeligvis forhindrede at englænderne direkte plyndrede øen, men nøjes med at konfiskere alle de våben som kunne opdrives på øen.
Achton Friis har på Endelave ikke mødt nogen egentlige personligheder som han har skildret og tegnet. Beretningerne beror i al almindelighed på den snak han fik med øens befolkning, på sin færden rundt på øen.
Øens bygninger og gårde roses i ualmindelig grad, alt er så velholdt og poleret.
Achton Friis beskriver også øens kirke som er bygget i begyndelse af det 14. århundrede. Det berettes, at man på øen var i gang med at samle ind til at kirken skulle ombygges og have et tårn rejst, Achton Friis skriver:
“Er det ikke muligt, at nogle hæderlige, behjærtede Godtfolk kan lægge sig paatværs for dette Forehavende og forpurre det, saa den smukke Kirke ikke bliver griset til! Skulde de af den Grund ikke blive velsete ved den Thevand med tilhørende Basar, som skal rejse Taarnet, vil de til Gengæld faa Løn i Himlen, om det lykkes dem at vælte det!”

Udenfor byen var øen dengang jævnt bebygget og som beskrevet herover var øen næsten overalt lagt ud som agerland. Øen var på 2390 tønderland og dengang i nittentyverne boede der 629 indbyggere fordelt på 152 beboelser, hvoraf de 40 var bøndergårde.

I vanlig stil forholdt Achton Friis sig kritisk til opdyrkning af heden og angav at dele af heden allerede var delvis ødelagt af nåletræsbeplantninger til alle sider - han frydede sig imidlertid over, at flere af de unge planter var gået ud, men måtte dog medgive at hensigten sikkert har været god nok.

Louisenlund på øens sydøstside beskrives som være beliggende omkranset af et herligt vænge af træplantninger. Gården var ubetinget øens største ejendom med i alt 300 tønderland, hvoraf 165 var under plov , 50 er skov og resten græsmark og hede.

Hovedbygningen var på det tidspunkt næsten nyopført (1904) men blev betragtet som tarvelig, hvorimod alle de gamle yderlænger som omkransede den mægtige gårdsplads var fortrinlige. Ejeren dengang, en provinskøbmand, havde tjent svimlende beløb på den første verdenskrig og han havde købt gården til det der dengang blev betragtet som svimlende krigspriser, en pris som gåden slet ikke kunne forrente, hvorfor gårdens vedligehold var noget trist - arbejderboligerne, ja selv gærderne viste tegn på forsømmelse og forfald..

Indkørsel til Edelsholm tidligere Hovgård

Gavl af yderlænge i den gamle præstegård

Fra gårdspladsen i Edelsholms tidligere Hovgård

Mine indtryk og oplevelser af Endelave,

i ord og billeder

Sidste ø i år 2022

Endelave blev den sidste ø, jeg besøgte her i 2022.

Jeg'et er siden blevet til et vi, min kæreste Charlotte elsker som jeg udendørslivet og hun vil være med når de sidste 25 af de 36 færgeforbundne øer skal besøges over de næste par år.

Vi var fire banditter fra Odense, der besøgte Endelavitterne. Charlotte og hendes meget nære venner Leif og Karin, havde for meget lang tid siden og før jeg kom ind i billedet, planlagt en tur til Endelave med overnatningen på et Bed and Breakfast, de havde også planlagt at gå "Kaninoen", en tur på 21 kilometer.

æhhh.....Kaninoen?

Ja, Endelave er blevet kendt for de mange kaniner, skønsmæssigt mindst 10000 kaniner.

Da Achton Friis og Johannes Larsen besøgte øen i 1922 nævnte de ingenting om kaniner, ganske enkelt fordi kaninerne dengang endnu ikke var "importeret".

Det blev de i midten af nittentyverne, til senere gene og glæde for øens befolkning. Til gene fordi det udfordre agerbruget, herunder køkkenhaver og til glæde, fordi mange gæster tiltrækkes af øen, når de høre om kaninerne og vandreturen rundt om øen, en vandrerute kaldet Kaninoen, efter inspiration fra den berømte Camino de Santiago i Spanien.

Vi havde sat os som mål at vandre den lange Kanino på 21 kilometer, lørdag.

Men allerede fredag, efter at have nydt en sandwich og nogle liflige dråber på en lun og solfyldt terrasse, måtte vi ud på apostlenes heste og danne os et indtryk af Endelave by.

Kroen som Achton Friis og Johannes Larsen frekventerede for at få en varm romtody, efter en kold sejlads med Rylen, eksistere stadigt.

Turen fredag aften gik også forbi den smukke kirke. Kirken var her, lidt ud på aftenen, ganske vist lukket, men der strømmede et smukt lys ud fra kirkens vinduer - lys fra klassiske lysekroner, fra en svunden tid.

Vi fortsatte forbi den gamle skole og i et sving herefter, var der et skilt der afslørede at der kun var 300 meter til "Møllehuset Øl & Vinstue". Vi troede ærlig talt, at der ville være lukket, men et særligt nysgerrighedsgen sikrede, at vi fik skabt vished for, at der var åbent og at der var liv og gæster i foretagendet.

Vi fik en snak med såvel vært som gæster og det blev tydeliggjort for os, at vi kommer fra den forkerte side af Lillebælt, men det skulle nu ikke komme os til skade.

Lørdag

Om Achton Friis og Johannes Larsen for 100 år siden blev beværtet lige så vel som os ved morgenmaden, er nok tvivlsomt.

Værten på Skippergården B&B, Lene Iversen havde forberedt et overdådigt morgenmåltid bestående af lokale råvarer og hjemmebag samt en hjemmelavet marmelade som Charlotte måtte sikre, at der intet gik til spilde af.

Det er noget særligt, at sidde i værtens køkken og private gemakker, indtage morgenmåltidet i selskab med værten - få svar på alverdens spørgsmål om øen og mest af alt, føle at man er velkommen.

Lene Iversen driver endvidere en virksomhed som hedder Endelave Flet, her flettes, repareres og undervises - i den ædle kunst at flette, flette sædder på stole, stole fra de kendte møbelklassikere som ikke er helt billige, men smukke.

Kaninoen

Vi startede vores vandretur ved færgelejet, normalvis kommer jeg jo rundt på øerne på min mountainbike, men her var det vandreskoene der skulle udgøre transportmidlet. Vejret så i begyndelsen ikke alt for godt ud, så vi var iklædt regntøj fra turens begyndelse. Heldigvis gik der kun omkring en lille kilometer og nogle regndråber før solen brød igennem - regntøjet kom i rygsækken og vi fik en tur på det yderste af Endelave, som var smuk og varieret. Under vores vandring måtte vi ofte stoppe op for at nyde udsigten, ikke fordi vi var trætte, men ruten er simpelthen så undermineret af kaninhuller så man hele tiden skulle se sig for, for ikke at træde ned i et kaninhul og måske forvride anklen eller foden - træde forkert.

Efter en ti- tolv kilometer var ruten meget svært fremkommelig, så vi søgte ind på en mark for at forfølge en sti som kørerne har markeret med store kokasser. For at komme tilbage på ruten måtte vi kravle under et par el-hegn, passere et par dybe grøfter inden vi kunne vende tilbage til vejen ud på ruten.

Et par borde- og bænkesætte stod og skreg os op i vores åbne ansigter, så vi måtte sætte os her og overveje strategien for resten af turen.

Jeg må nok erkende, at det navnlig var mig som stillede mig solidarisk med mine fødder, fødder der jo er vant til at cykle og ikke til at gå så langt.

Heldigvis var vi enige om, at vores mission jo skulle være en fornøjelse, så vi valgte at skyde lidt genvej - så alt i alt blev turen på lige lidt over 17 kilometer i stedet for de 21 kilometer. Vel og mærke kilometer på en rute med mange sten, meget sand og nogen kravlen op og ned, for at følge stien der hvor kysten var helt tæt på.

Vel hjemme igen, fik pigerne et lille hvil, mens vi drenge sad og nød det gode vejr, fik en snak om det der betyder noget i livet, nogle vil nok sige at vi var meget kloge at høre på - det synes vi i hvert fald selv.

Herunder billeder fra vores tur øen rundt

Krægeblommer fra krægebusken (havre-blomme)

Pigerne hvilede sig, drengene havde en samtale på højt intellektuelt niveau

Søndag

Efter en lørdag aften med en god middag på Endelave Kro og en rigtig hyggelig aften hjemme på Skippergården B&B, startede søndagen med endnu et herligt morgenmåltid.

Herefter skiltes mine veje for en stund med mine rejsevenner. Jeg havde fået lov at låne værtens mountainbike, så jeg for alvor kunne komme rundt og se "hele" øen, se og fotografere de steder som Achton Friis og Johannes Larsens havde valgt at bringe i deres bogværk.

Mine rejsevenner ville gerne besøge Tanggården på Endelave - så vi aftalte at jeg ville støde til her når de efter cirka tre kvarters gang ville nå derud.

Som på mange af de andre øer, var det dog også på Endelave sparsomt hvad jeg kunne genfinde fra dengang, kirkens placering var dog stadig den samme, men kirken blev jo som beskrevet af Achton Friis, væsentligt ombygget i årene efter 1922. I modsætning til Achton Friises antagelser om betydningen af ombygningen af kirken, synes jeg nu at kirken tager sig meget smuk ud - i det hele taget fremstår langt de fleste af øens huse meget velholdte om end der er nogle enkelte ejendomme der nok kunne trænge til en kærlig hånd ligesom der også kan findes enkelte "håndværkertilbud".

Da jeg cyklede mod Østerby for at komme ind og se Tanggården, var mine rejsevenner ved at være fremme.

Tanggården var et besøg værd, desværre var værten optaget af en tangsafari for et selskab, men vi kunne blot gå ind - også på Endelave er dørene nok aldrig låst. Udstillingslokalet og faciliteterne talte for sig selv, de var ganske vist ikke helt færdige, men jeg tænker at den sidste finish nok vil blive udført i løbet af efteråret og vinteren.

Vores veje skiltes herefter igen, jeg ville cykle ud at se det nordlige område, som vi ikke fik set på vandreturen lørdag og i det hele taget få kørt på de sidste af de veje som øen byder på - inden Charlotte og jeg skulle mødes og se museet, som åbnede klokken 13.

Museet

Endelave Museum blev etableret i 1984 i den gamle præstegård. Kustoden dukkede op noget før åbningstid så vi fik lov til at gå ind i det museum som var indrettet i den gamle præstegård, der var opført i 1741, og fungerede som sådan indtil 1905, hvor den nybyggede præstebolig mod vest, blev taget i brug.

Herefter blev det gamle hus bolig for præstegårdsforpagteren i 3 generationer - frem til 1984.

Endelave Museumsforening blev etableret og huset danner rammerne for et ø-museum, som blev indrettet som et gammelt Endelavehjem fra tiden omkring 1920, med mange gamle møbler og genstande, skænket eller stillet til rådighed af beboere på Endelave, eller pårørende med rødder på øen.

Kustoden var en meget venlig og imødekommende mand, der sammen med sin hustru havde valgt at flytte til Endelave for at have deres pensionisttilværelse her.

Falder vejen forbi Endelave, kan et besøg på museet absolut anbefales - det eneste der kan virke lidt skræmmende er, at nogle af de udstillede genstande og effekter, er effekter som man selv kan huske fra sin barndom, når man var på besøg hos sine bedsteforældre - det vidner om, at man selv bliver den næste på udskiftningsbænken, forhåbentligt om rigtig mange år, så nyd livet - ingen kender udløbsdatoen.