Drejø

I det sydfynske øhav.

Faktaboks om Drejø

Drejø er en ø i det Sydfynske Øhav med et areal på 4,26 km². Den har en længde på 5 km og en bredde på 2 km. Den bebos af 69 indbyggere og er en del af Svendborg Kommune. Der er færgeforbindelse fra Svendborg og Skarø med M/F Højestene. Overfartstid 1 time og 15 minutter.

Drejø er et yndet mål for fritidssejlere og turister. Øen har et rigt dyreliv og er bl.a. kendt for sine hvide dådyr. Øen var tidligere primært beboet af bønder-fiskere, men lever i dag primært af turisme og andre erhverv.

På Drejø har man egen købmand, kro, bibliotek, lokalarkiv og kirke. Den lokale præst sejler også til Skarø for også at holde gudstjeneste der. I kirketårnet har en lokal maler for længe siden forlystet sig med at afbilde en nøgen kvinde på den kalkede mur.

Drejø Kirke består af et kampestensskib, der opførtes 1535 af øens 13 gårdmænd som et kapel. I den første del af 1600-tallet blev bygningen udvidet med et hvælvet langhuskor og et tårn i vest, med våbenhus på sydsiden, begge med blændingsgavle af sengotisk karakter. Kapellet betegnes herefter som Kirke. Der indsattes 1630 hvælv i skibet, mens tårnrummet åbner sig mod skibet ved en rund bue. 1779 repareredes bygningen, og ved en hovedistandsættelse 1875 blev den udvendig helt overpudset med cement, der skjuler alle enkeltheder. Altertavlen er fra ca. 1690 i renæssance med krucifiks og maleri vist fra ca.1700. Døbefonten er en romansk granitfont. Prædikestolen er fra 1620.

Hvert år er der en ølejr, der beskæftiger sig med forskellige temaer, f.eks. folkemusik eller østens mysticisme.

Øen har et lille 'egnsmuseum' i en af de ældste gårde på øen, Gl. Elmegaard. I dag ledes gården af en fond, hvor alt indbo er overdraget til fonden. Gl. Elmegaard får ingen offentlig støtte og drives udelukkende for de indtægter, der kommer fra entré, café og museumsbutik.

Fra den nye havn Drejø Havn sejler færgen M/F Højestene året rundt mellem Svendborg, Skarø og Drejø Havn. Har man købt billet fra Svendborg til Drejø, kan man frit tage en tur fra Drejø til Skarø og tilbage igen. Havnen har 40 gæstepladser, samt bruser og toilet.

Drejø Gammel Havn er den oprindelige gamle handels- og fiskerihavn på Drejø, men bruges i dag som lystbådehavn for lokale beboere samt besøgende fritids- og lystsejlere.

Kilde Wikipedia

**Livet på Drejø, dengang i nittentyverne**

Da Achton Friis og Johannes Larsen var på Drejø i 1921, var øen det sidste sted i Danmark hvor der ikke havde fundet en udskiftning sted af øens gårde. Øens gårde stod således helt på samme måde, som før de store landboreformer som påbegyndtes omkring 1786 og for det meste var afsluttet omkring 1830.
Gårdenes placering i samfundet var nærmest som en labyrint at finde rundt i, det berettes at kræmmere der besøgte øen, fejlagtigt kunne besøge den samme familie to gange, da de nærmest for vild i de kringlede “gader”.
Achton Friis svømmer nærmest hen i den rene bonderomance, hans begejstring var stor for det han så. Øens beboere brugte hvert år dage på at vedligeholde - kalke, male, reparerer og det må i sandhed siges, at de tegninger og de billeder som fra Drejø er medtaget i De Danskes Øer, giver en en klar fornemmelse af den stemning og idyl der må have været - der tilbage i 1921.

Præstegården som er vist herover, var sådan, “at man roligt kunne forpligte sig til at forelske sig i en hvilken som helst pige på atten år”, på det tidpunkt var præsten en jovial og elskværdig personlighed der under en hat, var summen af Drejø, Græsholm, Grydholm og Flækholm - dog var han fra Esbjerg, hvilket hans dialekt ikke lod sig fornægte.

Præsten havde sit kald i en kirke, hvis kirkegård som ved sit indhold var kendetegnet ved at: “Her mødes de, alle de små øers beboere, her ligger de fra hele sognet på række og geled til den sidste parade: bønder og fiskere, gårdmænd, husmænd, ungkarle og “ungpiger”, gifte og ugifte - fra Drejø, Birkholm, Hjortø og Skarø - ja endog et par fra Tåsinge er kommet til”

Dengang var det på Drejø kirkegård skik og brug kun at anvende simple hvidmalede trækors med sorte bogstaver.

Øen som dengang i 1921 husede cirka 300 indbyggere fordelt på 82 bebyggelser, hvoraf de 27 var gårde, havde også fået sit eget mejeri, forsamlingshus og mølle, sidstnævnte lignede for øvrigt en miniature model af Eiffeltårnet.

Overtro og hekseri

I begyndelsen af forrige århundrede levede på Drejø stadig rester af den gamle folketro og overtro. Folket viste egentligt godt, at der nok ikke var noget om det med de overnaturlige kræfter, men alligevel.
Den gamle skikkelige Rasmus var der flere på Drejø der troede på at han kunne hekse, at han havde “onde øjne”.
Rasmus boede ganske ensomt i et hus i udkanten af byen og blev betragtet som en særling. Talrige eksempler på Rasmuses særlige formåen og egenskaber, når det gælder om at kaste ulykke på øens befolkning, er nævnt i bogen.
Gamle Rasmus boede fælt i et gammelt hus der bestemt ikke lugtede af lavendel, som var datidens foretrukne duftemiddel som værn mod den duft eller ligefrem lugt, der opstod som følge af fugt og hengemt hed. Dengang var Rasmus et ensomt menneske der fandt glæde i fuglene i mosen, sine høns og sine bier.

Indsejlingen til Drejø Gammelhavn, ledefyr

Mine indtryk og oplevelser af Drejø,

i ord og billeder

At der er gået hundrede år

Som indledning til dette afsnit er der én ting som helt uomtvisteligt må nævnes, det var en dramatisk begivenhed som fandt sted.

I 1942 opstod der en voldsom brand i Drejø By, sankthansdag. Ikke mindre end 19 gårde og huse i landsbyens midte blev lagt øde, og 70 mennesker blev hjemløse. Branden betød, at øens århundrede gamle landsbystruktur - på et døgn blev udslettet. Jeg er blevet fortalt, at da branden startede bar vinden i retningen ind over landsbyen og da ilden var nået til den anden ende af byen, vendte vinden og ilden huserede atter i den allerede brændte by og tog de bygninger med sig, som endnu ikke var blevet offer for flammerne.

Branden betød, at hvad landboreformerne i sin tid ikke kunne klare, kunne den skæbnesvangre brand, ufrivilligt medvirke til fandt sted.

Øens landsbystruktur med de tætliggende bondegårde blev omlagt, da mange af gårdene fra landsbyen blev flyttet ud på øen og de øvrige af landsbyens huse blev opført på ny i moderne byggematerialer.

Derfor vil jeg kun i meget begrænset omfang kunne følge mit opdrag med, at genfinde de steder som Achton Friis og Johannes Larsen tegnede og fotografere. Det var alle bondegårde og huse, som blev ildens udbytte, ejendomme der som en anden fugl Fønix genopstod nye steder på øen, efter den katastrofale brand.

Det gode skib MobyMountain

Jeg havde lavet en aftale med havnefogeden om, at jeg måtte overnatte på havnen og bruge faciliteterne her.
Jeg skulle blot tjekke ind som var det et skib, så var alt inklusive. Automaten fordrede, at jeg skulle skrive skibets navn, så her var gode dyr rådne (gode råd dyre), jeg valgte navnet MobyMountain, som er fabrikatet på mit tagtelt.
Der opstod nærmest tumultagtige scener blandt de otte ti friluftsmennesker som ventede på færgens afgang, cirka en time efter min ankomst. Da de så at jeg slog tagteltet op, kom kameraerne frem og spørgsmålene var mange - det var sjovt og hyggeligt.
Drejø viste sig fra sin pæneste side, ikke for meget vind og masser af sol.
Efter en let frokost, satte jeg mig på min mountainbike med kursen mod Drejø By, jeg ville bruge eftermiddagen på at danne mig et indtryk af øen, med henblik på at lave en plan for morgendagen.

På færgen havde jeg kort mødt en af øens beboere, Søren, som var flyttet til Drejø i september 2018. Han har igennem mange år været kommet til øen - så den var på ingen måde fremmed for ham.

Jeg mødte ham ikke mindre end to gange på min første runde, han var venligheden selv, han boede i en gammel gård som hedder Christopher Mortensens Gård, som har historie helt tilbage til 1697. Gården var gået fri af storbranden i 1942 og har blandt andet dannet hjem for øens mangeårige sognefoged.

Jeg blev inviteret ind på den historiske gårdsplads - og nej, dette var ikke et museum, ikke Frilandsmuseet eller den Fynske Landsby, men et “rigtigt” hus, hvor stuehuset utvivlsomt er indrettet med alle moderne hjælpemidler, som gør det indendørs arbejde lettere og derfor frigiver timer til at vedligeholde bygninger, som konstant kræver en kærlig hånd - et Sisifos arbejde..

Der har sikkert været trukket meget på disse to hamler

Hestegang - uden kværn, så vidt vides findes der kun tre hestegange i Danmark, de to af dem på museer , den tredje her på Drejø

Tyskeren på Gammelhavn

På Gammel Havn, hersker der en ganske særegen atmosfære. Historien om havnen rækker langt tilbage og havnen som ikke er ret dyb er kun egnet for den del af sejlerfolket hvis skibe ikke stikker så dybt. Samlingspunktet for aktiviteterne nu, er Peters skur, du kan herunder i *kursiv* læse lidt mere om Peters skur.
Havnen led i slutningen af halvfemserne og det meste af nullerne en stadigt ringere skæbne - indtil en flok driftige Drejøboere besluttede noget andet.
Resultatet af Drejøboernes indsats stod færdigt i 2009, havnen fremstod på bedste vis “alt” havde fået en kærlig omgang og i dag fremstår havnen som et slaraffenland for skibe der ikke stikker så dybt, påmønstret sejlere for hvem fællesskab, familie og sammenhold til gengæld stikker meget dybt.

Det var det Tyskeren kunne berette om. Han var kommet til Danmark for snart mange år siden - ad de veje som vor herrer kalder uransagelige, var han havnet på Drejø, blevet en del af fællesskabet, stolt af Gammel Havn og frem for alt har han fundet et anker i tilværelsen, uden alt for mange dikkedarer.

Han var god nok på bunden - da jeg mødte ham, var han iført dykkerdragt, han skulle ud at markere nogle betonklodser som der skal fjernes.

“Velkommen i Peters skur

Peters skur tilhørte tømmerfirmaet Baagøe & Riber, som brugte det til lager for byggematerialer, som øboerne havde brug for. Pakhuset tilhører i dag Drejø Havnelaug som købte det af Claus Hybel, der havde arvet det af sin far Finn Hybel. Navnet kommer fra en gammel Drejøbo, som Hybel købte huset af.

Huset og faciliteterne stilles til rådighed for havnens gæster, men overnatning i huset er ikke tilladt! Vi forventer oprydning efter brug og at du passer godt på indboet!

Selve den lille havn, der i dag har plads til 17 både, er omkring 200 år gammel. Helt op til 1920erne blev havnen brugt af de store fiskekvaser, som hentede fiskernes fangster og i et indenbords hyttefad sejlede fisk til København og Norge.

Drejø Havnelaug”

Johannes

Johannes kom og sagde “godav” til mig, efter at jeg havde købt lidt fornødenheder hos Anne Birgitte i øens købmandsbutik. Jeg fortalte Anne Birgitte, at jeg omkring 1986 havde besøgt øen og at jeg havde camperet i vores daværende autocamper, på græsarealet bag butikken og at købmanden dengang hed Kirsten.

Vores korte snak hen over disken, havde Johannes lagt øre til og da jeg havde sat mig udenfor, for at nyde min kolde vand, dukkede Johannes op.

En lang snak udspillede sig. I begyndelsen var det sådan lidt en karrusel snak, men vi var begge nysgerrige på hinandens liv. Jeg fortalte om campinglivet som far og mor introducerede mig til, allerede som femårig, mit voksenliv og meget andet og endeligt nu her, mine planer om at besøge de danske øer - gå i fodsporene af Achton Friis og Johannes Larsen.

Johannes havde i sin tid stået i lærer hos den lokale smed, men fortsatte sit arbejdsliv i land, på Danfoss, henholdsvis i Nordborg og Gråsten. Kedeldragten som Johannes var iført, var udover at være sprættet til af mange malerpletter, broderet med logoet fra Danfoss - her smider man ikke lige noget ud.

I alle årene i land, var Johannes meget ofte hjemme på Drejø, hvor der var nok at se til. Forældrene blev jo ikke yngre og som tiden er gået, forstod jeg det sådan, at det nu er Johannes navn der står på skødet af adskillige matrikler på Drejø, herunder købmandsforretningen og kroen.

Jeg håber at Anne Birgitte og Johannes kan forene deres indsatser for at sikre købmandens og kroens videre eksistens.

Johannes fortalte, at der er omkring tres beboere på Drejø, han kommer rundt til alle husene, da han også varetager renovationen på øen - så han ved præcis hvilke huse der bliver anvendt som helårsbolig og hvilke der anvendes som fritidsboliger.

Har du lyst til at komme at besøge Drejø, er Johannes oplagt at kontakte, Googler du Drejø Købmand, kan du finde Johannes på følgende adresse: jm snabela drejokro-kobmand.dk - jeg anbefaler nok at anvende et @, men tag ikke fejl af Johannes og Anne Birgitte, selv om han har skrevet sig ud af det med @-tasten.

Bliver den mand da aldrig træt af kirker?
Kirken på Drejø var naturligvis skildret i Achton Friises beretning fra Drejø, kirken var dengang pudset op med cement og fremstod dengang i 1921 som en grå cementklods, trist og kedelig.
Det vil utvivlsomt glæde Achton Friis hvis han kunne se kirken i dag. Personligt er jeg ikke selv troende, men jeg finder stor glæde ved at besøge vores kirker - bliver aldrig træt af det. Navnlig når det til eksempel er en kirke som den på Drejø! Den er utrolig smuk, navnlig på sådan en dag hvor solen har fejet alle skyer af himlen, farvernes kontraster udenfor kirken og navnlig indenfor i kirken, er næsten helt sydlandske.
Tænk sig om væggene kunne tale, hvilken beretning vil så ikke kunne blive fortalt om livet i sognet, det fascinerer mig og får lige en til at “stoppe op” og tænke lidt over livet.

Efter at have besøgt Drejø Kirke, fortsatte jeg af Kirkevej ned mod stranden. Her mødte jeg en lystfisker der var ved at pakke sit grej sammen, der var desværre ikke kommet noget på krogen.

Hun var hverken ankommet på gåben, cykel eller bil - nej, hun var kommet flyvende fra Odense i sit eget lille fly, må indrømme at det er første gang at jeg har oplevet noget sådant, lidt sjovt, gad vide om hun nogensinde har fanget en flyvefisk.