Bågø

I Lillebælt

Faktaboks om Bågø

Bågø, stavemåde før 1. april 1948 Baagø, er en ø med 24 indbyggere (1. januar 2017) i Lillebælt 5 km nordvest for Assens på Fyn. I 1901 var folketallet 207, i 1911, 1916 og 1930 220, i 1940 210, derefter indtraf et vedvarende fald, i 1965 til 113, frem til 1999 var indbyggertallet vedvarende faldet til 29, derefter steg antallet til 39 i 2004, hvorefter det faldt til 24 i 2016 og forblev 24 i 2017.

Bågø har et areal på 6,23 km² og er en udpræget landbrugsø – ca. halvdelen af øen er opdyrket. Mod sydøst ligger en række husmandssteder, og på sydkysten nogle sommerhuse nær havnen, der har en afdeling for lystbåde. Bågø har færgeforbindelse med Assens. Øen fik egen kirke Bågø Kirke i 1861.

Midt på øen ligger Bågø by, som kan spores helt tilbage til 1200-tallet. Den oprindelige »byplan« er bevaret med store gårde på begge sider af den brede bygade. Der er ikke foretaget nogen egentlig jordudskiftning, men fem af gårdene er flyttet ud som følge af brand eller pladsmangel. I tidens løb har der kilet sig forskellige servicefunktioner ind blandt gårdene: købmand, mejeri og smedje, som alle er nedlagt i nutiden, men bygningerne kan stedfæstes. Naturskolen i den sydvestlige del af byen var indtil 1986 både skole og lærerbolig, men ophørte som folkeskole, da der kun var én elev tilbage. I dag bruges Naturskolen som station og bosted for tilrejsende skoler og naturorganisationer. Desuden fungerer den som øens forsamlingshus

Øen er delt i tre lave morænebakker og store engarealer med to store indsøer; disse har direkte forbindelse til havet, men er delvis sikret mod oversvømmelser af lave diger. Bågøs højeste punkt er bare 8 meter over vandoverfladen. Øen har et rigt fugleliv, som tydeligt høres over hele øen, især i yngletiden. Der er mange ynglefugle, blandt andet grågåsen, fiskehejren og musvågen samt store hare- og fasanbestande, som årligt jages under en stor fællesjagt.

Kilde Wikipedia

Livet på Bågø, dengang i nittentyverne

Achton Friis og Johannes Larsen blev i begyndelse af nittentyverne nød til på helt udramatisk vis, at ændre deres rejseplaner en smule, hvorfor Bågø først blev besøgt i 1927. De måtte i tillæg hertil foretage deres besøg hver for sig, Johannes Larsen besøgte således øen på nogle stormende og regnfulde majdage - hvilket også er afspejlet i tegningerne fra øen.
Øens historie rækker langt tilbage, de første optegninger er fra 1295, hvor øen var under gården Husby, den gård som senere blev til Wedellsborg. Det var først i 1922 at Wedellsborg solgte de sidste jorder til bønderne på Bågø.
Kirken som blev bygget på den skovløse ø i 1861 hørte indtil da til Assens Sogn. Men efter at kirken blev bygget blev Bågø et selvstændigt sogn under Odense Amt.
Selv om der ikke var egentlig skov på øen, var der en rig træbevoksning i haverne ved byen og ud mod de frodige vænger. Øst på øen, var der en lille plantage som var med til at danne læ få de få fiskerboliger, der lå uden for den egentlige landsby.
En landsby som af forfatteren indhenter mange superlativer, da alle bondegårde og huse var omhyggeligt velholdt og skinnende - *så rent og fint*. På øen boede der dengang omkring 210 beboere, hvoraf fem familier fik deres udkomme ved fiskeriet.
Achton Friis beretter om sit møde med fiskeren Valentin Andersen, som bor i en af de små fiskerhuse, denne gav udtryk for at det står meget sløjt til med fiskeriet. For bare 10 - 15 år siden kunne fiskerne få sit udkomme ved torskefiskeriet, idet man dengang fik 17 - 19 øre for pundet af denne fisk, hvorimod man nu til dags får 4 øre. Følgen heraf blev, at man nu i høj grad måtte ty til at fiske efter ål for overhovedet at kunne eksistere.
Valentin Anderen beskrives som en brillant type, en fisker, med et alvorligt, regelmæssigt og smukt ansigt, og en mand der kan tale og vælger smukke ord.
På Bågø fandtes der naturligvis ingen fattiggård. De enkelte gamle som ikke kunne klare sig selv, behandles som andelsforetagender og går på omgang otte dage hos hver familie, dog nævnes det, at det sidste menneske som levede sådan var afgået ved døden for et par år siden - en gammel piberygende kvinde, kaldet “Siberkat” som påstod at hun var i kontakt med de underjordiske, en slags katte der levede i en høj ude på marken.

Øens dyreliv bestod dengang af mange harer og agerhøns, men at antallet var stærkt aftagende, efter at hele øen nu er solgt til beboerne. Ræve kom kun til øen når det var isvinter, så gik de over isen og de gav anledning til mange besynderlige historier om hvordan ræven alene plyndrede høns på øens gårde og aldrig hos øens fiskere - fordi ræven typisk holdt til ude ved fiskerhusene og ræven den ønskede ikke at blive uvenner med sine naboer.
Hvor Achton Friis ikke selv formåede at tegne og skitsere, brugte han ordene som en slags pensel og lærred: “Ind gennem vinduerne mellem de lyse gardiner kaster septembersolen lange striber, som laver gyldne felter på det fine gulv; den stråler derude over den lille have, over forstranden med dens stejleplads og de tjæreskinnende åleruser, over de sagtelig rullende fiskerskuder og langt ud over det glitrende hav”
Igennem tiderne har mange sømænd fundet redning på Bågø. Ikke mindst i krigstider og under første verdenskrig, kom der mange flygtende soldater til øen, navnlig russiske krigsfanger omtales , og det berettes hvordan øboerne hjalp disse forkomne mennesker og sørgede for at få dem sejlet til Assens hvor myndighederne varetog deres videre færd.
På et af billederne herunder, kan der ses to kraftige havelågestolper, disse to stolper var anvendt af to forliste søfolk, som havde bundet dem sammen og på mirakuløs vis anløbet Bågø en kold efterårsnat.

Lågen til indgangen ved Valentin Andersen.jpg

Mine indtryk og oplevelser af Bågø,

i ord og billeder

Påskedage på Bågø

Hvis jeg skruer tiden omkring 50 år tilbage, ville jeg kunne have taget med toget fra Odense via Tommerup til Assens. Fra Assens station var der få minutters gang ned til Bågøfærgen hvor turen så gik videre med færgen. Den samlede rejsetid fra Odense til Bågø udgjorde dengang omkring 4½ time.

For at sammenligne noget der egentligt ikke rigtigt kan sammenlignes, kan turen i bil, i dag gøres på omkring fem kvarter, inklusive lidt ventetid ved færgen - med offentlig transport lidt længere.

Det vidner om, at Bågø ikke er en metropol, selv om den ligger nogenlunde midt i mellem Fyn og Sønderjylland - et Sønderjylland, der fra 1864 til 1920 var tysk og derfor ikke en naturlig havn for Bågøs fiskere, som ellers ofte afsatte deres fisk på Årø, i “Tyskland".

Turen med den nyligt eftersete færge, som for øvrigt har givet den en ny motor, forløb helt som den skulle, man enten bakker ind eller bakker ud, da stævnen er meget høj på færgen, for at dæmme op for de krappe søer på tværs, der kan være på Lillebælt – selv når det ikke blæser særligt meget.

Færgen er sjovt nok bygget i Ringe på Midtfyn helt tilbage i 1976, så der var tale om en hel special transport mellem Ringe og Assens, dengang. Senere er færgen blevet forlænget en smule, så den kan medtage lidt større lastbiler og landbrugsredskaber.

Campingpladsen

I en årrække op til 2004, var der helt nede ved havnen et område hvor der blev camperet på en måde, som henledte tankerne på fristaden Christiania og som slet ikke var i overensstemmelse med det, vi som samfund med rette kan stille af krav til et sådant område. Derfor fandt campister, borgerne på Bågø og Assens kommune en pragmatisk løsning, der tilgodeser såvel campister, sejlere som borgerne på Bågø.

Campingpladsen fik således sin nuværende placering i 2004. I dag er det en forening (campinglaug), der driver den velordnede plads, på et stykke jord som ejes af datteren til en Poul Nielsen, som jeg mødte på museet lidt senere på mit ophold. Campingpladsen deler toiletfaciliteter med det sejlende folk som besøger øen. På campingpladsen er der strøm og vand.

Som på så mange andre måder i vores samfund drives pladsen i tillid til gæsterne. Så afregning foregår typisk ved MobilPay og for dem der ikke har dette, erlægges beløb i kontanter i en kasse på havnen, eller i havnekiosken når denne har åben. Jeg kender til mange samfundssystemer, hvor noget sådant er utænkeligt, så tak og held og lykke til campinglauget og dets bestyrelse - og tak til venlige campister, som var hjælpsomme og lidt nysgerrige på mit tagtelt.

Påsken

I de par dage jeg var på Bågø, havde jeg ingen indtryk af at det var påske. Blandt de 17 faste beboere der er tilbage på Bågø, stod ganske vist lidt påskeliljer hist og pist. Der var heller ingen markering af Langfredagen i form af Dannebrog på halv, så den gule blomst Almindelig vorterod og kirkens gule mursten, var det eneste der symboliserede og indikerede påskens gule farver.

Ud af kirkegårdens gravsteder kan man ganske enkelt se, at der er blevet meget færre beboere på øen. Så vedligehold af kirkegården kræver formentlig ikke de mange mandetimer - en plæneklipper og en rive i ny og næ, syntes at måtte være nok.

Rundt på øen – Poul Nielsen
Bågø er trods alt så stor, at hvis man kun har et par dage på øen, så anbefaler jeg at tage cyklen med - og sætte sig op på den, forstås. Vejene, hvad enten de er af asfalt eller grus, var her i april 2022 meget fine, vejene eller ruterne, er godt markeret.
På min vej rundt på øen, stødte jeg midt på øen på øens museum.
Her mødte jeg pensioneret landmand Poul Nielsen, som har brugt mange timer af sin pensionisttilværelse på museet og dets indretning.
I begyndelsen af vores snak, var Poul Nielsen ikke en mand af de mange ord, jeg tænker at han undrede sig over hvad sådan en gråskægget stabejs som mig, arriverende på en mountainbike og med kamera på maven, laver på Bågø.
Så det blev igen historien om min interesse for de danske øer, om Achton Friis og Johannes Larsen der for alvor blødte snakken op.
Museet var indrettet i tre afdelinger, en om Bågøs historie, kaldet Hestestalden, da det var indrettet i den gamle hestestald, den anden afdeling blev kaldt Landbrugsmuseet og endeligt, den tredje afdeling udgjorde et bibliotek.
For yderligere at skabe en god stemning imellem os, gav jeg udtryk for, at det han her har skabt, må have krævet en meget stor arbejdsindsats. Men ros og anerkendelse bærer ikke ved til et bål og et sind der grundlæggende er baseret på beskedenhed, så mit skudsmål blev blot kommenteret på følgende måde: “*det dat nowet*” (det er da ikke noget).

At Poul Nielsen havnede på Bågø, er den klassiske fortælling om det der med kærligheden. Han mødte sin kommende livsledsager i land, hun var fra Bågø, Poul Nielsen fra Fyn. Da det blev muligt for de to, at overtage hendes fødehjem på Bågø, sagde Poul Nielsen både ja til sin vordende hustru og ja til at flytte til Bågø ”det har je aller fortrudt”, som han sagde.

I Achton Friises beretninger fremgår det, at øen modtog ganske mange russiske krigsfanger efter første verdenskrig. Poul Nielsen kunne på sit museum berette, at ved første verdenskrigs afslutning befandt der sig ikke mindre end 1600 russiske krigsfanger i Assens, hvoraf mange er kommet dertil via Årø og Bågø. Billeder på museet bekræfter dette, russerne blev fra Assens sejlet til Finland hvorefter de tog videre hjem til Rusland, et Rusland, hvor store samfundsomvæltninger i form af en revolution var en realitet som følge af datidens politiske strømninger.

Da jeg på museet stødte på billedet af fiskeren Valentin Andersen, som Achton Friis skattede meget højt, spurgte jeg Poul Nielsen om han vidste hvilket hus han og hustruen havde boet i. Det viste Poul Nielsen - det kostede mig lige en modvindstur på mountainbiken for at komme ud at fotografere det pågældende hus - det skal nu ikke skille os ad. Prægtige og arbejdsomme mennesker og skikkelser træder jeg gerne, på den store klinge, et par kilometer ekstra for.

Hvad udad tabes skal indad vindes

Da Achton Friis og Johannes Larsen besøgte Bågø var cirka 400 tønde land under plov, i dag her i 2022 er det lige omkring 800 tønde land der er under plov.
Landbrugsjord der efter mange års indsatser drives af tre store fuldtidslandbrug, som ejer det meste af jorden, suppleret med en forpagtning af de sidste jordtilliggende fra tidligere mindre husmands- og landbrug.

Den ene af de tre ejendomme drives af Poul Nielsens datter, hun har valgt at basere sin bedrift på frilandsgrise af to grunde, dels fordi hun lægger vægt på dyrevelfærd, men også på grund af en bedre forrentning og økonomi.

Poul Nielsens landbrugsmuseum var særligt interessent, da landbrugsmaskiner fra midten af attenhundredetallet og frem til omkring nittenhundredeoghalvtreds var samlet her. Landbrugsmaskiner hvoraf de fleste rent faktisk har været en del af landbruget på Bågø.

De store ændringer i landbruget var på museet repræsenteret ved den karakteristiske grå Ferguson - en traktor der blev billedet på de dramatiske ændringer i landbruget på øerne, såvel som i de mange landsbysamfund, landet over. De mange landbrug, som hver i sær havde mange tjenestefolk, blev mekaniseret og tjenestefolkene forlod livet på landet, til fordel for de større byer og arbejdspladser i andre erhverv. I løbet af nittentresserne og nittenhalvfjerdserne svandt de små landsbysamfund ind, væk var købmanden, slagteren, bageren og de detailhandlerne og med dem forsvandt også den lokale landsbyskole, da der simpelthen ikke var elever nok. Skolen på Bågø ophørte i 1986.

Den gamle smedje

Skråt over for øens museum ligger den gamle smedje. Stuehus for sig og smedjeværkstedet for sig. I bøgerne “Livet på øerne” fortæller Erik Ålbæk Jensen i nittenhundredefirserne om det liv som Christian og Else Duus har haft på øen.

Erik Ålbæk Jensens beskrivelser af livet på Bågø, må tjene til inspirationen for mange mennesker der går rundt med en skribent i maven, måske er beskrivelserne pensum et eller andet sted, jeg ved det ikke.

Når man kører forbi den gamle smedje, kan lyden fra hammeren og de karakteristiske dobbelte efterslag, når der smedjes hestesko eller harvetænder lyde for ens indre øre.

Fortsætter man af vejen ned forbi smedens værksted, kommer man ud mod den lavest beliggende del af øen, her passerer man et relativt højt dige ret langt inde på øen.

I 1876, blev øen som så mange andre øer i bælter og øhav, voldsomt oversvømmet, heldigvis mistede ingen mennesker livet på Bågø, men store dele af øens husdyr gik til, det var en katastrofe for øen, da disse husdyr var en vigtig del af det at være selvforsynende.

Et klogt menneske har engang sagt, at man ikke skal dømme fortiden, ud fra nutidens forudsætninger.
Udviklingen på Bågø gjorder at den enkelte hus- og landmand måtte inddrage stadigt mere jord til sin ager, fordi der var mange munde at mætte. Det var før at begreber som biodiversitet og bæredygtighed var vigtige gloser i vores sprog.

Selv om det opdyrkede areal er voldsom udvidet, er Bågø stadigt et sted hvor der er et rigt fugle- og dyreliv, med mange levende hegn.

Et rart sted, at tilbringe nogle dage også selv om det er blæsende og overskyet.